Når Marybell Katastrophy og Nils Frahm går på scenen sammen til InterSPOT, mødes eventyrlysten avantgardepop med neo-klassiske klaverkompositoner. Marybell Katastrophy har siden debutten ”This is the one” fra 2007 fundet sit helt eget ståsted med deres kærlighed for både eksperimenterende elektroniske elementer og støjrock-instrumentering. Nils Frahm har med sin tilgang til klaveret, der er eftertænksom og intim, vundet fans mange steder i verden. Blandt andre er Radioheads Thom Yorke faldet for Nils Frahms kompositioner. Marybell Katastrophy og Nils Frahm mødtes under masteringen af Frahms album “Felt” og faldt for hinandens lyd. I et eksklusivt samarbejde vil de på SPOT blande Frahms delikate og intime musik med den festlige pop, som Marybell Katastrophys nye album ”Amygdala” byder på.
[ Alternativ Hjemmeside ]