4-5 May ● 2012 ● Aarhus ● Denmark

SPOT-afkast for Reptile Youth, Rangleklods og Boho Dancer

SPOT-afkast for Reptile Youth, Rangleklods og Boho Dancer

Vi ér stadig meget tidligt i forløbet, men de første internationale resultater af årets SPOT Festival 4.-5. maj er allerede begyndt at vise sig. For Reptile Youths vedkommende gælder det bl.a. aftale med indflydelsesrigt internationalt bookingselskab.

Reptile Youth
Reptile Youth har efter lang tid på “venteliste” endelig landet en booking-aftale med Steve Zapp fra engelske ITB oven på SPOT:
- ITB har været med til at breake The Raveonettes og har alt fra Bob Dylan til A Place To Bury Strangers på deres roster. Zapp så gruppen første gang til Reeperbahn Festivalen sidste efterår og har siden fulgt dem til både Eurosonic Festival i Holland og by:Larm i Oslo. Men efter pragtkoncerten på SPOT var Zapp ikke i tvivl længere, og aftalen blev lukket for 1 ½ uge siden på et møde i London, siger gruppens manager Kasper Bjørke, og beretter at ITB bl.a. arbejder på en større Europa-turné til efteråret.

Reptile Youth på SPOT 2012 - i endnu en svedig performance.

Reptile Youth på SPOT 2012 - i endnu en svedig performance. (Foto: Sara Lindbæk)

Mens aftalen med indflydelsesrige ITB dækker hele verden minus Nordamerika, har Reptile Youth også netop fået en væsentlig bookingaftale i stand for dét område, nemlig med ICM, der ifølge Bjørke har en lige så magtfuld position på det amerikanske og canadiske marked, som ITB har i resten af verden. Bjørke fortæller at ICM har fulgt gruppen intenst via netmedier gennem de sidste par måneder inden aftalen kom i hus, og bl.a. vil det amerikanske booking-selskab prøve at få gruppen med på efterårets væsentlige branchefestival i New York, CMJ.
(læs desuden “Reptile Youth om succes: Det er ud fra SPOT og SPOT On Denmark at alt har udviklet sig” her.)

Rangleklods
Rangleklods (øverste billede – foto: Mathias Warnich) har også fået et par aftaler på plads, fortæller manager Sabry Loedige:
- Vi har både fået bookingaftaler med hollandske Full Spectrum og norske UFA som følge af SPOT. Og den gode presse fra festivalen har desuden betydet så stor efterspørgsel, at vi nu kan udgive singlen ”Clouds” i hele Norden i juni og hele albummet senere på sommeren, fortæller Sabry, der forventer at yderligere internationale aftaler falder på plads på baggrund af SPOT-koncerten  inden for de næste måneder.

Boho Dancer
Endelig høstede Boho Dancers SPOT-optræden ikke blot flotte kommentarer og lykønskninger fra de fremmødte branchefolk, men koncerten har også givet afkast i form af udlandsaftaler i nabolandene mod syd.
Efteråret kommer til at indeholde en lille europaturné for Boho Dancer, der bl.a. har fået en tysk bookingaftale i hus med Vanmorgan Agency. Der er indtil videre lagt op til tre-fire koncerter i Tyskland, og i øjeblikket arbejder bandets manager Steffen Foltmar desuden på flere bookingaftaler i Schweiz, Østrig og Holland.
Derudover er en plads på næste års Nordklang Festival i schweiziske St.Gallen også sikret. Bandet får deres egen showcasekoncert og er desuden valgt til at byde festivalens gæster velkommen, når de spiller til åbningsceremonien.