Seminarprogram: Internationale keynote speakers sætter højaktuelle emner i fokus
Musikkens helt hotte emner lige nu er på dagsordenen, når der i forbindelse med SPOT Festivalen afvikles et stort seminar-program arrangeret af festivalen selv eller andre aktører inden for musikkens verden.
Det giver bl.a. udslag i tre internationale keynote speakers, futuristen og forfatteren Gerd Leonhard, musiksociologen Sheila Whiteley og Scott Cohen som er co-grundlægger af verdens største digitale pladeselskab, The Orchard og manager for The Raveonettes.
Og så vil publikum desuden kunne opleve en række seminarer, paneldebatter, m.v.
SPOT lægger ud med at præsentere den verdensberømte futurist og forfatter Gerd Leonhard, der vil tale om musikindustriens fremtidsscenarie, som det ser ud de næste tre- frem år. Han er kendt for sine medrivende foredrag, hvor han øser ud af sin mangeårige viden indenfor en bred vifte af emner, der strækker sig tilbage til hans tid som udøvende musiker og komponist, til han som en af de første sprang med på internet-bølgen, og blev digital medie-entrepreneur, forfatter og keynotespeaker med bopæl i Schweitz. Alt i alt en time tidlig fredag eftermidag i selskab med en af de mest eftertragtede internationale keynote speakers.
En anden kendt taler er engelske Sheila Whiteley, der åbner keynote-seminarerne lørdag 5. maj kl. 11.00-12.00 med et emne, der er højaktuelt på grund af en nyligt udgivet rapport om kvinder og den forskudte kønsbalance i musikindustrien. Under samme overskrift taler Sheila om, hvordan dette påvirker musikindustrien både musikpolitisk og kulturelt, og hun er ikke bange for at sætte gang i debatten. Sheila har skrevet en række bøger om kvinder, køn og kultur gennem årene, hvor hun også har rejst verden rundt med sine keynote-foredrag.
SPOTs sidste keynote speaker er amerikanske Scott Cohen, co-grundlægger af verdens største digitale distributionsselskab The Orchard og manager for bl. a. The Raveonettes. Han giver et aktuelt indblik i, hvordan man bedst klarer sig i musikbranchen. Overskriften er “Show Me The Money”, og Scott vil udfra sin viden om branchen, afsløre de bedste tricks og tips for at opnå succes. Han holder sit foredrag på Godsbanen lørdag umiddelbart efter Sheila Whiteley.
Alt i alt bliver der rig mulighed for at høre om nye tendenser i musikindustrien, når der lukkes op for mange interessante diskussioner og paneldebatter. Man kan bl.a. opleve P1 Harddiskens Henrik Føhns og Anders Høeg Nissen undersøge hvordan musikere holder skindet på næsen efter cd’ens død. Harddiskens P1 optager udsendelsen “Fra cd til T-shirt” , hvor der også vil være musik og gæster på scenen.
Der bliver også muligt at høre om “Musikkens rolle som sambindende led på tværs af medier” til Shareplays seminar, der bevæger sig videre over i seminaret om fænomenet “sensorial shopping” med titlen “Sanserne styrer dine indkøb”. Her forklarer Dorrit Bøilerehauge hvordan bl.a. butikker benytter sig af forbrugernes ubevidste adfærd. Disse seminarer er en del af SPOT Culture Week-samarbejdet, som du kan læse mere om i artiklen her.
For blot at nævne et udsnit af de mange øvrige arrangementer og seminarer, kan man hos Promus komme og pitche sin musik til tyske musik- og mediefolk, KODA præsenterer en paneldebat om “Crowfunding – økonomisk støtte og markedsføring i ét!” og NorthSide Festivalen har samlet et panel, der vil diskutere emnet “Fremtidens Festival” og hvordan de mange festivaler overlever i fremtiden.
Seminarprogrammet foregår i tidsrummet fra kl. 10.00-17.30 fredag og kl. 11.00-18.30 lørdag.
Se tidsplanen over fredagens og lørdagens fulde seminarprogram og læs mere om de enkelte arrangementer.