Talsmand for Northside Festival: VETO og Spleen United-koncerterne bliver unikke
I opløbet til SPOT festival overraskede Northside med at annoncere Spleen United og VETO i sidste øjeblik. Talsmanden, John Fogde, håber, at koncerterne bliver mindeværdige.
Når VETO og Spleen United spiller i aften fra klokken 22.30, er det med nogle lidt usædvanlige rammer. Det nye scenekompleks ved Godsbanen byder nemlig også på en tagescene. Det har arrangørerne udnyttet, og med et stort opsat lysshow er der lagt op til en musikalsk oplevelse af de store.
”Det er super fedt med den her nye scene. Det er lidt tænkt som et amfiteater, hvor publikum står og kigger ned på de optrædende. Der er også blevet arbejdet med lyset, så vi tror, det bliver en fantastisk oplevelse,” siger John Fogde.
Ideen med den nye scene tilskriver han Brian Nielsen, der er en af ejerne af Northside Festival. Koncerterne er blevet til i samarbejde med SPOT Festival og Spotify.
VETO og Spleen i synergi
Og det er ikke hvem som helst, der er blevet booket. Klokken 22.30 går de lokale helte og publikumsfavoritter fra VETO på scenen. De bliver efterfulgt af albumaktuelle Spleen United. John Fogde understreger også, at det to bookinger, der harmonerer godt sammen.
”Det bliver fedt med den konstellation. Musikalsk bevæger de sig jo inden for den samme sfære, så vi håber, vi kan skabe lidt magi i aften. Det har også været vigtigt for os at booke bands, der har et tilhørsforhold til festivalen og byen,” siger John Fogde.
Publikum kommer til at stå på Godsbanens skrå tag, og de heldige fremmødte får udover en – forhåbentlig – god koncert også en fantastisk udsigt over Aarhus midtby. Og det var netop lokationen, der i første omgang var grobund for ideen om en anderledes koncert
Fantastiske bygninger giver fantastisk atmosfære
”Det startede med, at vi blev overvældet over, hvor fede bygningerne her er. Så vi begyndte hurtigt at tænke i anderledes baner i forhold til, hvordan man kan afhænde en koncert. Da vi fandt dette her lidt specielle område, var vi solgt med det samme,” udtaler John Fogde.
Med det lidt anderledes arrangement håber John Fogde og de andre arrangører, at oplevelsen bliver mere end koncert. Tanken bag eventen er en totaloplevelse med musik, udsigt og en sitrende, elektronisk atmosfære.
VETO går på klokken 22.30 og spiller i ca. 45 minutter. Det bliver direkte efterfulgt af en komprimeret koncert fra Spleen United. Arrangørerne forventer, at koncerterne bliver velbesøgte.