SPOT bliver godt kørende
Nyt kultur/erhverv-samarbejde mellem SPOT og Mercedes-Benz sikret. Bilgiganten fra Stuttgart bruger den aarhusianske musikfestival som platform for events.
Når den 18. SPOT Festival afvikles i weekenden i det centrale Aarhus, er der en interessant – og for mange måske uventet – partner med på sponsorsiden. Den aarhusianske festival har nemlig indgået en samarbejdsaftale med bilproducenten Mercedes-Benz, der får lov til at bruge festivalen som afsæt for forskellige tiltag i grænselandet mellem kultur og markedsføring.
Blandt andet vil Mercedes udstille en spritny konceptbil, kaldet Concept Style Coupe, i det centrale festivalområde på nyåbnede Godsbanen i Skovgaardsgade. Derudover vil det festivalaktuelle band, The Eclectic Moniker tage turen fra København til Aarhus i en Mercedes luksusbus og blive fulgt af en journalist og en kameramand fra bilkoncernen undervejs. Filmholdet er med helt frem til at bandet står på Blackbox-scenen i Godsbanen, og det resulterende videomateriale vil blive brugt i Mercedes’ interne og eksterne kommunikation.
Festivalens leder, Gunnar Madsen, er godt tilfreds med aftalen. Selv om der er kroner og ører for SPOT i samarbejdet, mener han, at det implicitte kvalitetsstempel, som Mercedes giver festivalen, er en mindst lige så stor gevinst for kulturinstitutionen.
Tydelige værdier
- Mercedes har henvendt sig til os, fordi vi står for en række tydelige værdier. SPOT var blandt de første med en festivalform, som snart sagt alle andre lande i Europa nu har deres egen version af, og at vores fokus på kvalitet og fornyelse forbinder os med så stærkt et kvalitetsprodukt som Mercedes-Benz, er jeg ikke ked af. Vi har en tiltrækningskraft langt udenfor musikverdenen, og branchefolk kommer i stort tal hertil fra udlandet for at spore nye trends – primært indenfor musik, men også indenfor mode, design osv.
Samtidig er det krævende tider for både mainstream og undergrund indenfor den rytmiske musik, forklarer Gunnar Madsen:
- Finansiering og udvikling af nye forretningsmodeller er et område, hvor arbejdet med kvalitet og talent i bredden let glemmes til fordel for mere sikre kort. Denne aftale er en håndsrækning til vores arbejde med at synliggøre dansk musiks mange kvaliteter og store potentiale – uanset stilart eller genre.
Kommunikationschef for Mercedes-Benz Danmark, Lars van het Erve, forklarer baggrunden for samarbejdet med SPOT således:
- Vi holder os i konstant bevægelse for at føde vores nysgerrighed og innovation. Det er det, der driver vores udvikling. Og det er det, der gør, at Mercedes-Benz hele tiden kan overraske omverden. Hos SPOT Festivalen har vi fundet et fantastisk spændende match mellem vores tilgange til at forstå sin historie, forankre en kvalitet og forny for fremtiden. Vores samarbejde handler ganske enkelt om indlevelse og oplevelse – i både dynamikkens og musikkens verden.
At Mercedes-Benz bruger musik i branding-sammenhæng er ikke nyt. Den sydtyske koncern har bl.a. gennem mange år stået bag det populære musiksite Mixed-Tape.com, der har fokus på nye og ukendte artister. På sitet kan man downloade ny kvalitetsmusik til sine køreture, ligesom man kan læse baggrundsstof om artister og strømninger indenfor rytmisk musik. Gunnar Madsen synes, at de fremadrettede perspektiver er interessante:
- De videoer med f.eks. The Eclectic Moniker, der kommer ud af denne aftale, er jo lige til højrebenet i forhold til at få samarbejdet med Mixed-Tape og Mercedes til at strække sig endnu længere. Vi vil klart forfølge muligheden for via denne kanal at demonstrere, hvad den hjemlige musikscene kan byde på.
For yderligere information kontakt
Gunnar Madsen, SPOT Festival, tlf. 209984444, gunnar@rosa.org
Lars van het Erve, Mercedes-Benz Danmark, 33785433, lars.erve@daimler.com