Nabiha og Mike Sheridan åbner SPOT i velgørenhedens tegn – åbningstale ved kulturministeren
Kulturminister Uffe Elbæk står for den officielle åbningstale til årets SPOT Festival. Dansk/nordvestafrikanske Nabiha og det elektroniske whizzkid Mike Sheridan står for musikken til arrangementet, som er et samarbejde mellem Musikhuset Aarhus, Morgenavisen Jyllands-Posten, Dansk Røde Kors og SPOT.
Når SPOT holder åbningsaften 3. maj i Musikhuset Aarhus, bliver det Nabiha og Mike Sheridan, der får lov til at sparke gang i løjerne. Nabiha, der har rødder i både Nordvestafrika og Danmark, har med sin sprudlende pop gjort opmærksom på sig selv, siden hun udgav albummet ”Cracks” i 2010. Med hits som ”Deep Sleep”, ”The Enemy” og ”Never Played The Bass” har hun allerede vakt international interesse. Albummet gav hende masser af nomineringer til diverse musikpriser og sendte hende på turné med blandt andre James Morrison.
Mike Sheridan gjorde sin entré på den elektroniske musikscene i en ung alder, og udover at han allerede udgav sin debut-ep som 13-årig, har han også det stemningsmættede electronicaalbum ”I Syv Sind” i bagkataloget. Nu er han aktuel igen og udsender albummet ”Ved Første Øjekast” i midten af april. Denne gang er der skruet op for de håndspillede elementer i musikken, og på førstesinglen ”Håblyst” synger den SPOT-aktuelle powerpopmusiker Freja Loeb.
Inden musikken spiller, står kulturminister Uffe Elbæk for den officielle åbning af SPOT Festival 2012.
Samarbejde med fokus på velgørenhed
Åbningsaftenen er et samarbejde mellem Morgenavisen Jyllands-Posten, Dansk Røde Kors, Musikhuset Aarhus og SPOT Festival, og som noget nyt går billetindtægten til Dansk Røde Kors.
Der er forskellige grunde til, at hele billetsalget doneres til Dansk Røde Kors.
- Jeg var selv i Mali for nylig for at arbejde med lokale musikere, og det er svært at være der, uden man bider mærke i den fattigdom, der er i landet. At donere billetsalget er en mulighed for at yde en generel støtte, forklarer leder af SPOT Festivalen Gunnar Madsen. – Derudover har vi jo selv prøvet at stå med hatten i hånden og har fået støtte af gode kræfter, så det er også en grund til, at vi gerne vil yde noget til andre, siger han.
- Musikhuset Aarhus har gennem mange år haft et godt samarbejde med SPOT Festivalen, og vi udvikler løbende rammerne for samarbejdet. Det er oplagt at gå aktivt ind i åbningsforestillingen som producent og stille sal og teknik gratis til rådighed, når det betyder, at alle billetindtægter så kan gå ubeskåret til Røde Kors, siger Musikhusets direktør, Marianne Bedsted.
Om musikken skal det lige tilføjes, at der desuden arbejdes på at få et par malinesiske musikere til SPOT-åbningen, som i givet fald skal optræde sammen med Nabiha:
- Jeg talte med Nabiha ved juletid om at lave et specialarrangement på SPOT, og nu går det hele forhåbentlig op i en højere enhed, da Nabiha selv har relationer til Mali og derudover er engageret i velgørenhed som Røde Kors-ambassadør, siger Gunnar Madsen.
Åbningen finder sted 3. maj kl. 19.30 i Musikhuset Aarhus.
Pris: 100 DKR + gebyr. Køb billet her.
(Der er et begrænset antal billetter til arrangementet, og de bliver solgt efter først-til-mølle-
princippet.)