Raske Penge og Klumben er vilde med den musikalske mangfoldighed på SPOT
Raske Penge og Klumben er vilde med den musikalske mangfoldighed på SPOT
Raske Penge og Klumben satte gevaldigt gang i festen klokken 00.20 på Radar. Flankeret af Topgunn triumferede actet på årets SPOT Festival. Og de er vilde med arrangementet
Det var en SPOT-debut, der ramte Radar klokken knapt halv et i nat. Fremmødet var massivt, og at dømme ud fra klapsalvernes volumen og de taktfaste kropsbevægelser var det et tilfreds publikum. De optrædende var selv meget tilfredse med de professionelle rammer.
- Det var fedt. Det første indtryk, vi fik, var, at der er rigtig godt styr på tingene. Det var fedt, at tingene kørte så gnidningsfrit, siger Klumben.
En af de andre positive ting, der blev bidt mærke i, var, at der var god tid til lydprøven. Der var rolige rammer, og lydprøven sluttede blot ti minutter før koncertstart. Det skabte en beroligende atmosfære for bandet – noget, de var meget begejstrede for.
Musikalsk mangfoldighed – og plads til at skeje ud
En af de ting, SPOT slår sig på, er, at være stedet hvor der kan skabes nye musikalske kontakter. Og det er noget, der falder i bandets smag.
- Det er en rigtig fed festival, hvor der er en masse fede, forskellige upcoming bands. Det er fedt, at der er sådan noget her i Danmark, hvor branchefok kan mødes med bandsene, og kontakter kan skabes, siger Raske Penge.
På SPOT Festivalen er der også plads til at afprøve nye ting og være vild på scenen. Og ”vild på scenen” er noget, der i dén grad karakteriserer drengenes fremtoning, når de optræder.
- Det er for at kompensere for alt det andet, siger Raske Penge med et smil og fortsætter: jeg har altid godt kunne lide, at der er noget at kigge på oppe på scenen, og så synes jeg, det er fedt, når folk optræder, så de bløder, og man kan se, at de virkelig brænder for det.
Strømsvigt blev vendt til noget positivt
Det var dog ikke alt, der forløb uden komplikationer. Undervejs i koncerten oplevede kunstnerne i flere omgange tekniske problemer. Strømmen røg, men det var ikke noget, der stoppede de utrættelige festskabere.
- Selvfølgelig var det super irriterende, at strømmen gik. Man bliver jo tvunget til at improvisere, og det kan godt være lidt presset. Men på den anden side, så er det sgu fedt, når man kan se, at folk på scenen bare er normale mennesker, der står og er lidt rådvilde. Det fungerede sgu meget godt, siger bandet samstemmende.
Kunstnerne har ikke selv taget stilling til, hvilke bands de skal se, men der er meget i programmet, der har fanget deres interesse. De tog efter koncerten videre og vendte plader på V58.