4-5 May ● 2012 ● Aarhus ● Denmark

Overblik

Overblik

På SPOT Festival er der to arbejdsområder, som kun de færreste ønsker at komme i clinch med – men som de fleste er uendeligt glade for er repræsenteret; security og samaritterne.

Førstnævnte melder om god ro og orden, og at der kun har været pres på, når folk vil helt tæt på scenerne.
- Alt er jo udsolgt, så der kommer pres på, men det virker præventivt, at vi er her – og kan vi gå hjem uden at have haft fat i nogen, har vi haft en god arbejdsdag, lyder det.

Hos samaritterne meldes der ikke om voldsomt tilskadekomne.
- Vi har ikke haft travlt. Heldigvis. Det har kun været i småtingsafdelingen med sår og vabler.

Der har ikke været meget brug for forbindingskassen på årets SPOT. Foto: Mathias Warnich.

Et sted mange til gengæld gerne frekventerer er Gaffa Bar, og her har man generelt nok at se til.
- Her er travlt og god stemning, og der bliver travlere hen under aften. Vi havde en rigtig god dag i går, men satser på en endnu bedre i dag. Det eskalerer nok endnu mere i dag end i går, med flere mennesker og lidt større bands, er meldingen.

På spørgsmålet om hvad man synes om SPOTs nye lokation lyder svaret: – Nogle mener, at det er lidt trangt, men ellers har vi ikke mærket noget. Folk skal lige vænne sig til det.

Det meste tyder altså på, at vi igen i år har en fredelig og idyllisk SPOT Festival – i det omfang en sådan altså skal være det. Og da vi nu har nævnt øludskænkningen, vil vi da også gerne gøre opmærksom på, at der er et utal af andre muligheder for at få sig en forfriskning – men noget tyder på at det allerede er gået op for de mange gæster på årets (udsolgte) SPOT.