4-5 May ● 2012 ● Aarhus ● Denmark

Gør-det-selv-scenen blomstrer

Gør-det-selv-scenen blomstrer

De uofficielle koncerter på SPOT Festivalen bliver flere og flere – til alles tilfredshed.

I en baggård i Graven i Aarhus midtby er der koncert med bl.a. et nedskaleret Choir of Young Belivers, Rosenkrantz & Gyldenstjerne og Michael Møller. Et lille sanganlæg er stillet op i gårdens bagerste hjørne, børn trisser frem og tilbage med dryssende sandlegetøj og publikum nyder medbragte øl i solskinnet mens musikken spiller.

Koncerten er ikke annonceret i SPOT-programmet, men alligevel er omkring hundrede mennesker dukket op til Det Elektriske Barometers Dayparty. I festivaldagene er der nemlig meget mere musik i byen end det man kan se på de officielle scener, og udvalget er blevet stadig større de sidste år. Som på SXSW, Eurosonic og andre festivaler med branchevinkel er der nemlig mange medievirksomheder, pladeselskaber, bookingbureauer og spillesteder, der arrangerer sine egne showcases rundt omkring i Aarhus.

Foto: Thorsten Iversen.

En anden oplevelse
Koncerterne og festerne annonceres på flyers og i sociale medier, og Mads Axelsen fra Det Elektriske Barometer ser arrangementer som Dayparty’et som et supplement til det officielle festivalprogram.

- På en festival ligger alt det man gerne vil se oven i hinanden. Vi giver folk en ekstra chance for at få set noget mere, og desuden får man en anden koncert ud af det. Choir of Young Belivers er f.eks. normalt syv mand på scenen. Her var de kun to hvilket giver en helt anden oplevelse.

Michael Callesen fra SPOT er positiv overfor udviklingen, og betragter ikke de uofficielle koncerter som noget problem – tværtimod:

- Det her er med til at skabe flere ‘ringe i vandet’ omkring festivalen, og vi gør bestemt ikke noget for at forhindre det. Det er kun en fordel for os at der sker en masse rundt omkring i byen i løbet af de her dage.

Arrigskab som igangsætter
I år er Mikael Elkjær, der spiller elektronisk musik under navnet Spejderrobot, en del af det officielle program, men for et par år siden spillede han uofficiel showcase på Lynfabrikken i Vestergade i SPOT-dagene. Han hylder også undergrundsinitiativerne:

- Dengang var det jo i vrede og arrigskab over ikke at være kommet med på det officielle program, men i bakspejlet er det tydeligt, at vi bare var med til at skabe en større samlet festivaloplevelse. Der opstår en synergi mellem det uofficielle og det officielle på festivalen, som er rigtig fed.

Omtrent samtidig står et par ungersvende på taget af et skur på hjørnet af Sonnesgade og Skovgaardsgade og spiller egne sange udsat for guitar og keyboard på et medbragt sanganlæg. Billetkøen til SPOT siver forbi dem, og de to fyre har således masser af publikum til deres selvarrangerede koncert, der heller ikke fremgår nogen steder i SPOT-programmet.

- SPOT Festivalen ville ikke have os, så vi måtte selv arrangere vores koncert siger den ene i sin mikrofon.

Hvem ved, måske til næste år? Og uanset er de to med til at gøre SPOT-dagene til en rigere oplevelse.