Et musikalsk dreamteam
SPOT Live har sat Spillemændene (minus Anders og David) i stævne på Råbar. De kalder selv deres musik “umoderne voksenpop”. I tirsdags havde de release på debut-EP’en Spillemandsbogen, og kan stadig ikke helt forstå, de er blevet valgt til at spille på SPOT.
Jeres univers er meget dansk og I spiller dansksproget musik med en meget dansk lyd. Er det meningen, at I gerne vil til udlandet, siden I spiller på SPOT?
Nicolai: – Nej, vi har i tankerne at spille i Danmark. Og gerne Sverige og Norge.
Hvordan fik I jeres udtryk?
Nicolai: – Vi er lidt et nyt band siden efteråret. Vi har ændret lyd undervejs. Den nye lyd er anderledes, den er blevet en smule mere hård og kontant – mere rocket.
Thorbjørn: – Vi har ikke prøvet at ramme en moderne lyd. Vi er et kikset projekt på den fede måde.
Nicolai: – Det er originalitet fra Thorbjørns lyd.
Thorbjørn: – Det handler om at skrive musik, der handler om livet og om verden. Vi er ikke et retroband.
Hvor får I inspirationen til jeres sange?
Thorbjørn: – Jeg skriver nye sange ud fra gamle sange. Det er sjovt at fortolke sange meget løst. Imre Kertész og Thomas Bernhard påvirker mine sange. Jeg skriver historiefortælling i sangene, teksten er historien og musikken den stemningsmættede scene.
Anja: – Det hele bliver serveret på et sølvfad.
Nicolai: – Jeg har optur over, hvor gennemarbejdede sangene er, der er ikke krydsrim, men de rimer i smagen af ordene.
Anja: – Man kan mærke, at musikken er kommet til på baggrund af historien.
Trods det at Spillemændene har spillet 15+ liveshows, bliver SPOT “nok noget af det største,” understreger de. Du kan opleve deres stemningsmættede musik i aften 22.20 på Katapult.