Tim Christensen på SPOT med fokus tunet ind på udlandet

Tim Christensen har skam fint hul igennem til enkelte lande – men det måtte gerne blive til lidt mere.



Med det nye album ”The Damn Crystals” har Tim Christensen begået endnu en stak af den slags sange, mange mener har format til at nå ned på den anden side af Dannevirke. Et pænt stykke ned endda.

Tag ikke fejl. Der ér hul igennem til enkelte lande. Og der er interessen faktisk for opadgående. Men det kunne godt blive til mere, uden at Tim behøver at kaste ind bag i en Toyota Hiace for at fræse gennem USA eller lignende på en måned – for her har han ”nået en alder, hvor det ikke giver mening længere”.

Men SPOT kunne måske åbne et nyt vindue eller to? Det er i hvert fald et af målene med gensynet med SPOT, hvor Tim kalder sig selv ”veteran”, har et godt tag i det danske publikum og derfor finder det ”naturligt, at vi også spiller med det fokus, at der kommer udenlandske folk til festivalen”.

Holland – eller sjove hatte

For Tim vil gerne opdyrke mere af den interesse, han f.eks. oplever i Holland, hvor der senere i maj – efter SPOT – venter seks jobs i Amsterdam, Utrecht osv.

- Jeg ved ikke, hvorfor det lige præcis er der. Om det er et anderledes kulturelt fremadrettet eller indstillet publikum, som ser noget særligt i det jeg laver – modsat andre lande, hvor jeg nok er nødt til at have en sjovere hat på for at gøre mig. Eller om det skyldes noget helt andet. Men det er flere jobs i år end sidst, og det ser ud til vokse dernede, siger han.

Norge er også med på vognen med både udgivelse og koncerter – her måtte Tim dog aflyse et Oslo-job for to uger siden på grund af de halsproblemer, der også medførte aflysninger herhjemme og som først nu er overstået. Så her skal der sættes erstatningsdatoer op.

Japan – og flove miner
- Og så er der Japan, hvor der er stor back-up. De var jo meget glade for Dizzy, men nu udgiver de også mine soloting. Den nyeste udsendes bl.a. i en speciel dobbelt-deluxe version – meget flot – og vi skal derover og spille til september, siger han, og smiler så det kan høres gennem telefonen:

- De sagde faktisk, at de var helt flove over, at de ikke havde udgivet mine solo-ting før, men dels har jeg også hørt tale om at Japan er ved at åbne op igen for international musik efter en trend med stram national fokus i nogle år. Dels var vi derovre i to omgange med Dizzy under reunion-turen sidste år: Fire koncerter i foråret – og så lå de nærmest på knæ for at få os til sætte det endelige punktum for reunionen i Japan. Så vi tog dertil i september for at spille de to endegyldigt sidste koncerter, fortæller Tim, der benyttede den lejlighed til at spille akustiske udgaver fra solo-karrieren som del af ekstra-numrene:

- Du kunne se i øjnene på dem, at de var lykkelige for, at jeg spillede dem. Så det har også hjulpet på interessen.

Asien – og lokale coverversioner

Og så sælger Tim i øvrigt fortsat sine sange til andre. Der har ikke været en ny i Celine Dion-kategorien (”Right Next To The Right One”, red.), men især i Asien laves der coverversioner af hans sange – også på lokalsprog.

Nu er det ikke sådan at han i skriveprocessen sidder og tænker på numre i forhold til videresalg: – Der er jeg ikke som Cutfather og andre, der kan den slags, og som tager det op fra start. Mine sange kommer ud på en anden måde, siger han og fortsætter:

- Men jeg tænker da på det, når sangene skal arrangeres og indspilles. For jeg vil jo gerne have, at mine sange når ud. Så dér gør jeg mig overvejelser – på flere fronter:

- Der er sange, jeg havde skrevet, som er blevet fyret fra den nye cd, fordi de lød som om de hørte til på ”Superior”. Og svaret er ”jo” til dit spørgsmål: Det bliver sværere og sværere at skrive. Der har jo bygget sig et massivt sangkatalog op, som man leve op til – og helst overgå. Det følte jeg specielt, da jeg skulle efterfølge ”Honeyburst”. Dén var svær at leve op til.

- Derfor har jeg bevidst haft et band med i indspilningsprocessen denne gang. Jeg står selv for kompositionerne, men de er med til at farve numrene i arrangementerne, og de får mig da også til at tænke på mine sange på en ny måde og ændre lidt ved nummeret en gang imellem. Så indirekte påvirker de jo sangskrivningen.

Pop – og rock
Han beskriver selv det nye album som mere rocket, men ellers er han hamrende ligeglad med, om han betragtes som rock- eller popmusiker.

- Den snak interesserer mig overhovedet ikke. Det eneste man kan sige er, at det er balladerne, der har været mine største træffere. Også i tiden med Dizzy: ”Love Is A Loser’s Game” og ”Silverflame”. Jeg elsker at lave ballader. Men efter ”Superior” trængte jeg til at lave noget med mere rock i, og så kom rockdyret på banen. Og jeg havde altså stadig den trang, selv om man måske skulle tro, jeg fik den lyst tilfredsstillet på Dizzy-turen.

SPOT – og de internationale ører

Det kommer også til at kunne mærkes til SPOT, selv om det bliver en lidt anderledes koncert:

- Alene den lidt kortere koncert betyder fravalg – Dizzy-numrene er nok de første jeg skærer fra til fordel for mine egne sange, nu der er internationale gæster. Og så vil jeg nok supplere med et par ekstra sange fra bagkataloget af samme grund. Ikke fordi jeg ikke er stolt af Dizzy, og de sange gør det jo også sjovt for publikum. Men det oplever man jo ved de ”normale” koncerter. SPOT er noget andet.