Ti år efter: The Raveonettes fejrer kickstarten fra SPOT på SPOT

SPOT Festivalen i 2002 var den altafgørende karrierestart for The Raveonettes og gruppens internationale færd. Det fejrer gruppen 5. maj på SPOT med gendannet originalbesætning og fuld gennemspilning af debut-udspillet.

I disse måneder for ti år siden var 2002-udgaven af SPOT Festivalen ved at tage form. Næsten al musikken var booket, og på seminar-side lå det bl.a. klart, at senior editor fra amerikanske Rolling Stone Magazine, David Fricke var med for at holde oplægget ”How Does Scandinavia Sound”. Da Sune Rose Wagner så dét navn på SPOT-deltagerlisten, ville han bare på festivalen. For efter årene med Psyched Up Janis og livetjansen med Sort Sol havde han lige startet et nyt band med sangeren og bassisten Sharin Foo.

Fricke vil kunne li’ os. Stensikkert!

-Da jeg så, at Fricke skulle være med til SPOT, sagde jeg til Sharin, at ”der er vi sgu nødt til at komme over, fordi vi laver noget musik, som han helt sikkert vil kunne lide. Alt det han står for, er lige præcis det, vi går og laver”, mindes Sune Rose Wagner over telefonen fra hjemmet i New York:

- Jeg tænkte, at ”hvis vi nogensinde skal have en mulighed for at komme ud over landets grænser, så er det Fricke, der kan hjælpe os”. Jeg havde jo set gennem mange år, hvem han var. Næsten hver gang du ser en dokumentarfilm, med nærmest hvilket som helst band, så ser du altid David Fricke i det program. Han er gerne den, der ved mest om musik – overhovedet. Og jeg vidste, hvad han kom fra: Hele new yorker-scenen, og jeg vidste, hvem hans favoritbands var. Så hvis han bare kom til at høre os – så ville han ikke andet end kunne lide det. Stensikkert.

Ikke plads til gruppen
Med et næsten komplet booket SPOT-program, var der dog ikke plads til gruppen. Men det ville Sune Rose Wagner ikke acceptere. Han fortæller, at gruppen skiftede booker i forsøget på at komme på SPOT. Og han kontaktede personligt SPOTs leder Gunnar Madsen for at ændre afslaget.

- Sune kontaktede mig flere gange, for at komme på. Det samme gjorde Yebo (fra gruppens daværende danske pladeselskab Crunchy Frog, red.). De gjorde alt for at overtale mig til at give dispensation, med alle mulige forklaringer om uvurderlige fremtidsmuligheder, Fricke osv, husker Gunnar Madsen.

- Jeg kendte jo Sune fra tiden med Psyched Up Janis – de spillede SPOT i 1997 – og jeg havde stor tiltro til Yebo og hans selskab. Og er der noget, jeg sætter pris på, så er det, når musikere er vedholdende i forhold til deres ønsker og vilje til at komme ud med deres stof. Så jeg lod mig overtale – til at sætte bandet Girl On Death Row på programmet, siger SPOT-lederen.

Fra Girl on Death Row over The Shades til…

Det var nemlig navnet på gruppen i starten. Og hvor tidligt det hele var i karriereforløbet, belyses af, at gruppen til det trykte SPOT-program for 2002 i sidste øjeblik fik lov at ændre navn til fra Girl On Death Row til The Shades – og da program og plakat var trykt, skiftede de navne endnu en gang! Til The Raveonettes. En ændring, der derfor kun kunne nå at slå igennem på SPOTs hjemmeside.

Sune kan ikke huske specielle detaljer fra koncerten på SPOT: – Det var ikke en af de her koncerter, hvor man sagde ”wow . Den sad lige i skabet”. Det var det på ingen måde. Og jeg syntes ikke, at den var specielt velspillet. Det hænger sammen med, at på det tidspunkt havde vi kun spillet 4-5 shows eller sådan noget. Men der var rimeligt godt knald på, og det var jo det vigtige – at få energien frem.

Opsøgte I David Fricke i forbindelse med koncerten?



Lidt skuffet – troede ikke Fricke var der
- Nej, for jeg troede faktisk slet ikke, at han havde været til koncerten, for jeg så ham ikke nogen steder – og mødte ham ikke. Så jeg var lidt skuffet og tænkte ”fuck, nå der var nok et andet band på det tidspunkt, han skulle høre”. Så jeg tog til København næste dag – tænkte ikke mere over det.

Arkivfoto: Jens Lund Møller. The Raveonettes på SPOT-scenen i 2002

- Men så ringede Sharin til mig, for hun blev oppe i Aarhus, og hun var inde til Frickes seminar. Og så ringer hun til mig, og sagde: ”Hold da kæft. David Fricke har lige talt om os – han nævnte os to gange faktisk”. Og der var jo ikke nogen, der anede, hvem han snakkede om, for der var ikke nogen, der kendte os på det tidspunkt. Men han sagde, at ”det var det bedste band han havde set i rimelig lang tid”, ”they rocked my world” og alle mulige søde komplimenter. Så vidste jeg, at den var gået ind – og det var det vigtigste.

Hurtig New York-koncert

De næste trin fulgte hurtigt. Gruppen bookede selv koncert i juli på legendariske CBGBs i New York – fik med det samme eksportstøtte til rejsen af SPOT-arrangøren ROSA – og Sune Rose Wagner kontaktede Fricke for at høre, om han havde lyst til at komme til koncerten.

-Vi havde bare lyst til at tage til New York med vores musik. Der kom de obligatoriske 30-40 mennesker. Men vi spillede en virkelig god koncert, og så var det at David Fricke ikke kunne lade være med at skrive en lang og meget meget positiv anmeldelse på Rolling Stone Magazines hjemmeside. Så begyndte telefonerne at ringe. Det var efter dén koncert og anmeldelse, at Columbia kom ind i billedet. Det var efter den koncert, at alle kom ind i billedet…

Gunnar Madsen siger:
- Det var tre uvurderlige ingredienser, der gik op i en højere enhed:
1) Skruppelløst gå-på-mod
2) Held og tilfældighed
3) Et til stadighed veludviklet netværk.

Uden det kommer man ingen vegne. Det var via vores mangeårige samarbejde med P3’s Jan Sneum, at vi fik kontakt til David Fricke. De to har været venner gennem mange år. 
Men når de ingredienser er til stede, kan SPOT altså vise sig som en organiseret platform og det boostede helds mødested. Og som New York-historien derefter viser, er det også vigtigt, at man hurtigt kan rykke, når muligheden viser sig.

Resten er rockhistorie, som er ”verdensberømt i Danmark”. Gruppen fik højt berømmet kontrakt med Columbia, men oplevede den hidtil største kommercielle succes via albummet ”Lust Lust Lust” med det mere alternative selskab Vice i 2008. Og når Sune Rose Wagner skal beskrive nutiden, kalder han den ”utrolig vigtig”.

Forventninger

- Jeg kan mærke, at der stilles en masse forventninger til os – dels omkring det kommende album (ep til april – album til efteråret, red.), dels omkring koncerterne på SPOT og i København. Vi har en forpligtigelse til at være dygtige. Der er en grund til, at vi 10 år efter stadig har et succesfuldt band, og lever et godt liv og laver de ting vi altid har drømt om. Det er ikke alle bands, der får lov at eksistere i 10 år og slet ikke på vores præmisser. Netop i 10-året kommer der til at være så meget presse omkring det – både herhjemme og i udlandet. Når man laver sådan noget 10 års ting, så vil folk også begynde at sammenligne: ”Hvordan er den nye plade i forhold til de gamle” og bla-bla-bla. Så der er egentlig et stort pres på os for at vise at vi er et god band, der er værdige til stadig at være her efter 10 år.

SPOT-koncerten:

På SPOT gendannes The Raveonettes i orioginal-besætningen fra for ti år siden med Manoj Ramdas (guitar) og Jakob Hoyer (trommer).

- Og så spiller vi ”Whip it on” (gruppens debut-ep, red.) fra start til slut. Vi rykker ind og fejrer 10-året for, at vi blev opdaget. Det var den plade vi kom med og gav til folk. Det var det eneste vi havde indspillet på det tidspunkt. Den fejrer vi. Det var den, der kickstartede det hele.

- Mange af de numre spiller vi stadig. Men der er også sange vi ikke har spillet i årevis. Men det bliver sjovt. Grunden til at vi lavede den plade så supersimpel, var nemlig at den skulle være sjov at spille live, og at den skulle være let at spille live. Så vi kunne koncentrere os om energien. Og det har sjovt nok holdt ved. For når vi spiller ”Attack of the Ghost Riders”, synes jeg stadig det er en af de sjoveste sange at spille. Jeg kan kun forestille mig, det bliver sjovt at spille de numre igen.

Det eneste vi kan gøre er at skrive de bedste sange, vi kan
- Fremtidsambitionerne? Bare at gøre det vi er allerbedst til. Musik skal og bør være fokus i ethvert band. Der er ekstremt meget business og andre ting, som man desværre også bliver nødt til a tage sig af. Men hvis det stod til mig, så skulle vi lave musik hver eneste dag. Det er det eneste, der tæller. Det med at kunne nå endnu bredere ud kræver ”bare” at man på det rigtige tidspunkt kommer med den rigtige sang, at der er nogen, der hører den og formidler den videre på nettet. Det eneste vi kan gøre, er at skrive de bedste sange, vi kan.