SPOT: “Alt er udsolgt”
SPOT Festival kan melde udsolgt af alle billettyper til dette års festival.
Allerede fredag eftermiddag er horder af musikinteresserede strømmet til Godsbanen, som er det nye, større centrum for mange af SPOT koncerterne. Fordi der endnu ikke har været fuldt program på alle scener, har mange brugt ventetiden til at smage på øl, guffe pølser og is eller sludre med bekendte, man ikke har set længe.
Andre har snuset rundt i det store, nye hus med alle krinkelkrogene og 12 scener. Endelig har en del prøvet kræfter med at bestige ”Bjerget” i Godsbanens gård. Skråningen forvandles fredag aften til sidde- og ståpladser, når ”Gården”-scenen indtages af Veto og Spleen United.