Spilleplanen er klar, to nye navne tilføjet til programmet, og mobilsite og app er i luften
SPOT Festivalen nærmer sig med hastige skridt, og de sidste ting er ved at falde på plads. Nu er spilleplanen klar, så du kan planlægge din festival. Derudover er danske MØ og Meneo fra Guatemala tilføjet til programmet – og vil du holde dig opdateret på, hvad der sker på SPOT så tjek vores mobilsite eller download vores app.
SPOT Festival 2012 åbner dørene om 14 dage, og de sidste ting er ved at falde på plads. Det betyder blandt andet, at spilleplanen nu er klar, så du kan gå ind og se, hvornår de bands, du skal høre, spiller. Du kan finde tiderne på hvornår de forskellige kunstnere spiller og hvor under hvert navn på line-up-siden her. En skemaoversigt er under udarbejdelse.
Med spilleplanen offentliggjort, betyder det også, at de sidste navne er ved at være bookede – de seneste to navne, der er tilføjet programmet, er Meneo fra Guatemala samt danske MØ.
Tilføjelser – og afbud
Meneo (billedet) benytter sig blandt andet af gamle Gameboys, når han skaber en bastardgenre, han selv kalder for electropical beats – det er 8-bit på den fede måde. Han er tilføjet programmet via SPOT Festivalens mangeårige spanske samarbejdspartnere, magazinet Zona de Obras som også står bag den nordiske festival Días Nórdicos, der afvikles hvert efterår i Madrid. Altså en koncert i udvekslingens tegn.
I den danske afdeling er MØ lige hjemvendt fra New York, hvor hun har færdigskrevet sit debutalbum. Hendes lyd er elektronisk, tung men stadig poppet, og hendes vokal svinger mellem alt fra crunky rap til dystre, dragende flader. Når det hele bliver samlet, bliver det en genre, hun selv kalder for ElectroCrunkPop.
Til gengæld er et par afbud også rullet ind: Ignug har meldt fra. Og det samme gælder Il Tempo Gigante, der skulle have været en del af InterSPOT-programmet, hvor han skulle spille sammen med østrigske Garish. Nu spiller Garish i stedet en almindelig koncert på årets SPOT.
SPOT på mobilen
SPOT er igen i år klar med mobilsite samt en app til iPhone. Går du ind på www.spotfestival.dk med din smartphone, bliver du automatisk stillet om til vores mobilsite, hvor du kan holde dig orienteret om, hvad der sker på årets festival. Har du iPhone kan du downloade en app fra app-store. Både på mobilsite og app’en har du mulighed for at komponere dit helt eget program – så du under festivalen kan holde helt styr på, hvilke bands du skal høre hvornår med et enkelt kig på telefonen.
SPOT lytterguide fra BibZoom.dk
I år er der et samarbejde mellem bibliotekernes digitale service BibZoom.dk og SPOT Festivalen. BibZoom.dks redaktion har blandt andet lavet en lytteguide til festivalen, så man har mulighed for at gå ind og tjekke de forskellige bands ud og gratis downloade lytterguiden her. Derudover arrangerer BibZoom.dk også Artist Talk, hvor man kan møde forskellige Aarhus-bands, der spiller på SPOT. Det finder sted lørdag 5. maj kl. 12:30 på Aarhus Hovedbibliotek, hvor kunstnerne vil være klar til at svare på spørgsmål og fortælle om deres vej til SPOT. BibZoom.dk har derudover også lavet en albumliste med SPOTnavne der kan downloades her.
Samarbejdet mellem bibliotekerne og SPOT har desuden affødt en særlig Musikbibliotekskonference under titlen ”SPOT på fremtidens musikformidling” for Musikbibliotekarer. Den kan du læse om her.