Kald os bare SVIN

Ukvemsord og øgenavne får lige så frit lejde som den frie jazz, når menigmands-avantgardisterne i SVIN går i øveren. Gruppen, der har skabt deres egen rockhybrid ud fra et dystert og utæmmet postrock univers, dyrker nemlig det beskidte frirum med deres helt egen interne selskabsleg.

De fire medlemmer i SVIN skaber et lydbillede, der er svært at definere. Ord virker fattige og utilstrækkelige, når man forsøger, for de utæmmede og intelligente lyd-eskapader hos SVIN raser om kap for at skabe et dystert og moderne postrock-udtryk. Heldigvis er der mange andre ting, man kan bruge ord til, og medlemmerne i SVIN har fra starten fundet deres helt egen ordleg – med en rå kant.

Kærlig mobning
Orkestrets navn, SVIN, udspringer ikke udfra en direkte trang til at provokere og vække opmærksomhed. Derimod stammer navnet oprindeligt fra en leg, der blev introduceret af bandets trommeslager Thomas Eiler, da guitaristen og komponisten Lars Bech Pilgaard fik overtalt medlemmerne til at gå sammen om et nyt musikalsk projekt.

Henrik Pultz Melbye, der spiller tenorsax og klarinet, fortæller her om den politisk ukorrekte selskabsleg, der dyrkes når SVIN er i øveren: – Det lyder måske lidt skørt at sidde og svine hinanden til, men i al sin enkelthed går SVIN-legen ud på, at man sætter sig ned overfor en anden person og så er øvelsen ellers at kigge hinanden ind i øjnene med et fast blik. En af os ligger ud med at kalde den anden ”svin”, og så går retten til at tilsvine hinanden ellers på skift. Den der først bryder øjenkontakten eller griner, har tabt.

Der er efterhånden blevet spillet mange tunge riffs og skæve takter i SVIN, siden medlemmerne, der i forvejen kendte hinanden fra det nu opløste Magnus Fra Gaaden, og som også tæller barytonisten Magnus Bak, gik sammen og blev til SVIN. Svin-legen er dog aldrig gået i glemmebogen, men har hængt ved siden begyndelsen – så selvom det ikke er hver gang at en øver omfatter denne manddomsprøve, tager SVIN stadigvæk en tur i svinestien, når der er behov for det.

Væk fra det polerede pæne
Når en gruppe spiller den type særegen avantgardistisk musik, som det er tilfældet med SVIN, er det vigtigt, at få fat helt inde omkring den hvinende strube på dyret, så det udtryk der slipper ud, er det helt rigtige. Henrik fortæller videre, hvor meget det betyder for SVIN, at der er plads til at give overfladen de nødvendige ridser.

- Vi søger mod at være mere ligetil og useriøse, i den måde vi opfattes på. Lige så snart man som orkester har en saxofon med, bliver man kaldt for en jazz kvintet, og tilhører et mere tænkt og nørdet univers. SVIN trivedes meget bedre i det kaotiske og energiske guitarmiljø, hvor det hele ikke bliver så helligt og pænt. Svin-legen fungerer også som en god reminder om, at det er sundt at give hinanden en verbal tur gennem sølet, så man løsner lidt op både mentalt og i samspillet.

Henrik skynder sig dog at tilføje, at legen er helt igennem venskabeligt stemt. – Der er ingen dårlige vibes eller sure miner i mellem os – tværtimod.

Denne kærlige form for mobning har altså fået de konservatorieuddannede avantgardister til at holde en mere ironisk og fandenivoldsk distance til deres egen musik, så der er kreativ plads til at eksperimentere og udforske lyden.

Inden Henrik skal videre, når han lige at indskyde: – Det er altså en rigtig god leg, som kan bruges i mange sammenhænge, den kan virkelig kun anbefales – prøv det!
Opfodringen er hermed givet videre. SVIN vil i al fald gøre en dyd ud af at præsentere SPOT publikummet for et skud kraftfuld postrock med overbevisende energi.

Lyt til “Illilu” fra debutalbummet “Heimat” her.