4-5 May ● 2012 ● Aarhus ● Denmark

Junk de Luxe bag eksklusiv SPOT T-shirt

Junk de Luxe bag eksklusiv SPOT T-shirt

Junk de Luxe designer eksklusive SPOT Festival t-shirts. Trøjerne bliver fremstillet i et begrænset oplag på 100 styks, der kan købes i kombination med en billet til SPOT Festival.

Mode og musik har altid været hinandens stærke inspirationskilder og i år har SPOT Festival og tøjmærket Junk de Luxe givet kreativiteten frit løb i et samarbejde omkring årets SPOT Festival T-shirts.

-Både SPOT Festival og Junk de Luxe er gode Aarhus-historier. Vi er glade for, at Junk de Luxe vil lege med os, da de, ligesom SPOT Festival, har et unikt brand og en nysgerrighed i nye miljøer. Det handler kort og godt om at styrke hinanden i et kunstnerisk fællesskab, hvor nye tiltag kan løfte musikken og moden op til nye højder, siger projektleder for SPOT-Festival Michael Callesen.

Kronen på værket
Tøjmærket der gemmer sig bag logoet med den gyldne kongekrone, har med sine mange år i branchen slået sit navn fast både nationalt og i de senere år er det internationale marked blevet deres legeplads. Mærket har efterhånden godt fat i de store undergrundsmiljøer i eksempelvis London. Og netop kontakten til subkulturer og de trends, der er på vej frem, er en af grundene til, at Junk de Luxe gerne vil samarbejde med SPOT Festival.

-Det har altid været Junk de Luxe’s varetegn at søge ud i undergrundsmiljøernes mange modemæssige afkroge for at finde det bedste og dermed blande de genrer, der peger i nye retninger. Musik er i den forbindelse en stærk inspirationskilde til designet af Junk de Luxe’s kollektioner, siger Stine Søvang, der er chef for Junk de Luxe’s webshop.

FAKTA:
Den eksklusive SPOT T-shirt kan købes i Junk de Luxe butikken i Studsgade i Aarhus fra onsdag 4. april kl. 12.00 og via deres webshop på www.junkdeluxe.dk

T-shirten laves kun i 100 eksemplarer. Man kan således erhverve sig sin to dages SPOT-billet inkl. T-shirt til den nette sum af 465 kr. Det betyder en rabatpris på SPOT billetten, der normalt koster 495 kr. Og så får de hurtige heldige den eksklusive Junk de Luxes festival T-shirt med oven i hatten!