Fire nuancer af skrøbelighed

Koncertreportage fra fredagens Naked-koncert, hvor Ane Trolle, Silas Bjerregaard, Clara Sofie og Johan Olsen sang til et publikum, der lyttede i andægtig stilhed, kun akkompagneret af Gustaf Ljunggren på klaver. Naked kl. 21.15 igen i aften.

I aftes spillede Naked-holdet for en stuvende fuld Lille Sal i Musikhuset. I aften er det sidste chance for at opleve musikken. Koncerten i går bar præg af et stort fokuseret nærvær fra både sangere, akkompagnatøren og det samlede publikum.

Ane Trolle var første levende billede. Hun fik æren af at bryde den første stilhed, og fra første tone kunne man fornemme på publikum, at der var tale om en helt særlig intimitet mellem sangere og publikum. En særlig intimitet, der skulle sætte rammen for alle sangere.

Hun spillede en nuanceret koncert med flere små-jazzede indslag. Hendes stemme besidder en vis forførende kvalitet, og selvom hun ikke synger jazz i traditionel forstand, gør hun brug af ganske vilde tonale spring, og der blev også plads til et enkelt atonalt klaverridt fra Gustaf Ljunggrens side. Hun fik publikums kærlighed at føle, og kunne slet ikke holde smilene tilbage. Det blev endog til et lille glædesberuset hop op i luften, da hun havde sunget den sidste sang.

Silas Bjerregaard fra Turboweekend overtog stafetten. Da han havde sunget sit første nummer, og publikum slet ikke kunne finde ud af at stoppe med at klappe igen, sagde han charmerende tørt: ”Jeg spiller en til.” Med den spartanske instrumentation fremstod de skrøbelige nuancer i Silas Bjerregaards tekster i et nyt lys, og det gav muligvis et øget fokus på tekstindholdet hos publikum? I al fald resulterede koncerten i et afbalanceret lydbillede, hvor tekst og musik gensidigt kunne belyse hinanden i vokalpræstationer præget af stor indlevelse og intensitet.

”Jeg kan ikke skjule det”, grinede Clara Sofie, fordi hun måtte hæve mikrofonstativet, da hun gik på scenen efter Silas Bjerregaard. Hendes forfinede sangstemme og flittige brug af det helt lyse og skrøbelige vokalregister blev brugt med stor popsensibilitet, og hun fik lejlighed til at vise nye nuancer af sin sangstemme. Hun sluttede koncerten med megahittet ”Når tiden går baglæns”, som besidder en melankoli, der passer perfekt til Naked-formatet.

Johan Olsen leverede en i positiv forstand højtråbende maskulin skrøbelighed, som favnede materiale fra både Magtens Korridorer, hans sideprojekter – Retox Panic og Pligten Kalder – og et enkelt cover-nummer. Johan Olsen er en sanger, der bevæger sig krydsfeltet mellem det prosaiske, det skævt humoristiske og det faktisk meget følsomme. Alle dele var til stede under koncerten. Også med lidt udefrakommende hjælp.

Da Johan Olsen havde spillet sin første sang, måtte han opsøge lidt smørelse til halsen ved bagtæppet, hvor han tilsyneladende hev en friskopknappet dåsebajer ud af hånden på Silas Bjerregaard. I en kærligt drillende gestus dukkede Silas Bjerregaard kort derefter op i hjørnet af scenen med en banan til Johan Olsen. Han have ovenikøbet gjort sig den ulejlighed, at åbne den for ham. Salen blev fuld af latter. Den slags oplever man vist kun én gang i livet!

Bag kulissen
Efter koncerten talte SPOTs udsendte reporter med alle fem musikere i et lokale bag scenen.

- Det var sindsygt nøgent. Alle lyde kommer med, og man kan jo ikke engang drikke en øl, af frygt for man kommer til at slå en bøvs, griner Johan Olsen, som synes, det er ”sindsygt fedt” at deltage i Naked-koncerterne.

Hele holdet er generelt utrolig begejstret for at deltage. De synes, det er rigtig sjovt at prøve. De får mulighed for at se deres egne sange fra en ny vinkel, og prøve dem af på måder, der giver sangene en helt anden følelse.

- Med nogle af sangene gav det mig en følelse af at synge dem for første gang, fortæller Clara Sofie, som synes, hun får mulighed for at lege med en helt særlig dynamik, når instrumentation er så enkel.

- For mig har Naked også været en mulighed for at afprøve et koncertformat, som jeg overvejer at tage i brug i en lignende

udgave i forbindelse med fremtidige koncerter, siger Ane Trolle, der også synes, det er en berigelse at få lov at lave cover-versioner af sine egne sange, i hendes tilfælde inden de endnu er udgivet.

- Mange af Turboweekends sange er baseret ganske meget på produktion, og jeg landede egentlig på nogle helt andre sange, end dem jeg først havde tiltænkt koncerterne. Vi har naturligvis valgt de sange, der passer bedst, men valgte da også at udfordre os selv lidt; – det var sjovt også at hive et enkelt up-tempo-nummer ind, smiler Silas Bjerregaard

- Jeg var jo også med sidste år, og en ting, jeg egentlig havde glemt, og som man måske ikke lige bemærker, er, hvor sindsygt fysisk hårdt, det er at spille de her koncerter. Man skal være meget fokuseret, hver eneste lille lyd kommer med. Der er mange ting, man kan være bange for, men når lyden klinger i salen, opdager man, at man ikke behøver være bange. Det er også en befrielse, lyder det fra Gustaf Ljunggren

Undervejs i den livlige snak bag kulissen afslører Johan Olsen i øvrigt, at han synes, det har været vildt at se sine egne sange på noder, og at de meget gerne skal printes ud og hænge i øvelokalet. Der deles gavmildt ud af jokes, smil og latter.

- Gustaf er utrolig inspirerende. Derudover er han ikke bare en sød mand. Han er også flot, afslutter Johan Olsen.