”Der er sket mange gode ting, når vi har sagt ja”
My Bubba & Mi og animationsvideo-instruktøren Tor Fruergaard mødtes for at tale om deres oplevelse af det samarbejde, som The Animation Workshop og SPOT Festival i fællesskab kørte i stilling for dem i slutningen af januar måned, og som blev vist på SPOT.
Det skulle ikke megen betænkningstid til, da My Bubba & Mi i sin tid blev spurgt, om de ville have en animationsvideo til en af deres sange forærende. Animationsvideoen skulle laves af en instruktør med tilknytning til The Animation Workshop i Viborg, og vedkommende skulle have kunstnerisk helt frie tøjler. En præmis, der jo også indebærer en vis risikovillighed.
- Hele vores bands historie handler om at sige ja. Det begyndte med, at vi var flyttet sammen, og fordi vi ikke havde noget fjernsyn, brugte vi tiden på at spille musik med hinanden. En dag tog vi til et open-mic arrangement i København, hvor en italiener kom cyklende udenfor. ”Do you want to come to Italy? Come and play at my café!”, råbte han, og vi sagde ja, selvom vi kun havde fire sange, og ikke vidste, hvordan man sætter et stik i en guitar, starter Bubba.
Tor Fruergaard var også straks med på eksperimentet. Han føler, at projektets eksperimentelle karakter gav ham rigtig gode arbejdsbetingelser.
- Jeg sagde ”ja” med det samme, fordi det lød rigtig sjovt. Jeg fik en lang liste af sange, som jeg kunne vælge imellem – på sådan en uofficiel hjemmeside med musik af de kunstnere, der skulle spille på festivalen i år – og valget var egentlig meget let. Jeg valgte My Bubba & Mi’s sang ”Wild & You”, fordi den fik mig til at se billeder. Jeg kunne se et univers for mig, siger Tor.
- Der var nogle gode skift, et godt tempo, og så var sangens korte længde også afgørende – jeg ville aldrig kaste mig ud i at lave en animationsvideo til en sang på f.eks. fire minutter!, forklarer Tor, og fortsætter: – Normalt, når jeg laver en musikvideo, er bandet meget ind over, og nogle gange opstår der et godt samarbejde, og andre gange handler det bare om at gøre kunden glad. Det tiltale mig meget, at få lov at arbejde uden bandets medbestemmelse, og uden at skulle passe videoen ind i et færdigtænkt visuelt koncept fra deres side.
- Når man får lov at være en one-man-army, går processen også bare langt glattere, og jeg bilder mig også ind, at jeg måske endda får et bedre resultat, afslutter Tor, og leder uundgåeligt op til, at bandets egen vurdering må på banen.
- Vi synes, den er sjov. Vi arbejder faktisk selv meget med den visuelle side af vores musik, men det er sjovt at se, hvordan vores musik lyder i en andens ører, siger My, der også kommenterer på, at han har valgt at lade tegnserieversioner af hende og Bubba spille hovedrollerne i videoen:
- Du har fanget os ganske godt, smiler My
Se resultatet her.