Choir of Young Believers på udlandsmisson
SPOT-aktuelle Choir of Young Believers har for alvor vind i sejlene. Med overvældende ros for det spritnye album ”Rhine Gold” i ryggen er bandet i disse dage i færd med at spille sig gennem et sandt koncertmaraton til South By SouthWest-festivalen i Texas, USA.
Gruppens andet album ‘Rhine Gold’, som udkom 27. februar, er blevet mødt med de helt store superlativer overalt i det danske mediebillede, og nu begynder de første meldinger fra de udenlandske anmeldere at røre på sig. Blandt andet de engelsksprogede musikmagasiner Mojo, Uncut og Q Magazine deler masser af dejlige stjerner ud, og Choir of Young Believers er da også på alle måder klar til at indtage udlandet.
Koncertmaraton under SXSW
Bandet er netop nu i USA, hvor de spiller koncerter i Los Angeles, San Francisco, New York og et sandt koncertmaraton ved den omsiggribende South By Southwest-festival. Der er tale om ikke mindre end 10 koncerter, som Choir of Young Believers skal spille under SXSW, der blev skudt i gang i Austin, Texas i mandags.
Allerede dagen efter de var landet i Los Angeles, besøgte Choir of Young Believers den toneangivende radiostation KCRW for at indspille en live-session til det berømte musik-morgenshow ‘Morning Becomes Electic’, der længe har været fans af bandet fra Danmark. (Læs om besøget og lyt til bandets KCRW-udgave af ”Patricia’s Thirst her)
Et kor med vokseværk
I de næsten fire år der er gået i mellem indspilningerne på de respektive albums, har bandet foretaget musikalske kvantespring. De mange koncerter og turneer i Danmark, Europa og USA har over årene udviklet Choir of Young Believers fra at være et enmandsprojekt til et orkester, hvor hvert af de nu syv medlemmer har sin egen plads og indflydelse på udtrykket.
For bandet har det være en naturlig udvikling at give sig i kast med nogle af de mange ideer, der er opstået i forbindelse med deres koncerter og fokusere på en større og mere udfordrende lyd end tidligere. Gruppens nye sange udfordrer lytteren ved at spænde bredt over lette popperler til dystre tableauer med afsæt i en avantgardistisk, klassisk musikforståelse. Lyden er fyldigere og perspektivet kommer i større skalaer end hidtil set hos Makrigiannis & Co.
“Jeg har helt sikkert fået langt større selvsikkerhed i forhold til at skrive musik gennem de senere år. Tidligere ville jeg gerne have, at det hele var mere intimt og tilbageholdende, hvor man måske nu kan sige, at min sangskrivning fylder langt mere og har større bredde og er knap så inderlig”, fortæller Jannis Noya Makrigiannis.