Alphabeat: Vi elsker popmusik!
Alphabeat begyndte deres popkarriere i Silkeborg, flyttede til København og derfra videre til London. Nu er de tilbage med dansk grund under fødderne for at pleje de sociale relationer.
Navnet siger det hele. Alphabeat. En dansk gruppe med international succes, der ikke er bange for at tage førerpositionen.Som en anden alphahan er de seks jyder forrest på beatet, og med deres musik har de lagt især Danmark og England ned. Eksempelvis endte 2007-singlen 10.000 Nights Of Thunder på en solid førsteplads på den danske singlehitliste, ligesom Fascination placerede sig på en sjetteplads på den engelske singlehitliste, hvor der virkelig er konkurrence om pladserne.
Det hele begyndte blandt seks popglade teenagere i Silkeborg tilbage i 2003. Seks teenagere, der ikke var bange for at indrømme, at de elskede 80’er-pop. Og i stedet for at lytte til hvad resten af de unge i den jyske by satte på deres anlæg på teenageværelserne, slog Alphabeat’erne ud med armene og spillede den melodiøse pop, som de siden er blevet så kendte for.
– Vi elsker jo alle popmusik, og det har aldrig været et fy-ord for os, som det ellers har været for mange andre. Men jeg synes også, at vi gør det på en anden måde end så mange andre, for det er jo usædvanligt at se et popband som et rigtigt band, hvor vi selv skriver sangene og øver dem op i et øvelokale, siger Stine Bramsen, der sammen med Anders SG lægger stemme til Alphabeats numre.
Fra Silkeborg til London
Og måske netop fordi de skiller sig ud fra andre popbands, fik Alphabeat virkelig fart på karrieren, efter de i 2005 sendte debutsinglen Fascination og to år senere det selvbetitlede debutalbum på gaden. Først trak de teltpælene op af den jyske muld og bankede dem ned i den københavnske asfalt, for så at trække dem op igen, flyve over Nordsøen og hamre dem ned i gulvet i en stor, fælles lejlighed i London.
– Da jeg var 18, troede jeg jo, at jeg skulle bo i Silkeborg, indtil jeg skulle dø, og jeg ville aldrig flytte til København, men lige pludselig tog vi en hurtig beslutning og flyttede derover alligevel. Og på samme måde føltes det fuldstændigt naturligt at flytte til London, da der begyndte at ske en masse ting i England. Nu var vi flyttet til København, og så kunne vi ligeså godt også flytte til London. Altså, hvor svært kunne det være, tænkte vi, fortæller Stine Bramsens forsanger-kollega Anders SG om beslutningen om at tage til London.
Fra bandets nye base i den engelske hovedstad var de tættere på deres engelske pladeselskab, EMI, og på tv-show og radioprogrammer, hvilket gjorde det lettere at lave den promotion, der fulgte med udgivelsen af den engelske version af debutpladen, hvor alle numre var indspillet på ny i London. Men på trods af masser af fremgang i Danmark, England og det øvrige udland steg succesen aldrig rigtigt de seks bandmedlemmer til hovedet.
– Vi har altid været meget opmærksomme på at holde fast i vores jyske rødder og været temmelig ydmyge omkring det, vi har fået lov til at beskæftige os med. Det har også været sådan en lidt intern joke, at hver gang, der var nogen, der sagde noget, der var lidt for højt i hatten, så blev man lige skubbet ned igen, siger Stine Bramsen og suppleres af Anders SG:
– Vi spillede 180 koncerter det første år i England, og det er selvfølgelig udmattende, så jeg tror mere, at det var arbejdspresset, der gjorde, at man ikke kunne følge med. Det var ikke alle de ting, der skete, for det fulgte vi ikke rigtigt med i. Da vi fik at vide, at Fascination lå nummer seks i England, var der ikke highfives eller noget, men mere ”okay fedt, men vi har en koncert i aften, som vi skal spille, og så skal vi tidligt op i morgen og lave et tv-show.” Der var simpelthen ikke tid til at miste jordforbindelsen, for vi havde så travlt, at vi blev tvunget til at holde fødderne på jorden.
Arbejdet tog overhånd
Både Stine Bramsen og Anders SG ser årene i London som en fantastisk oplevelse for bandet og tænker i dag tilbage på opholdet som en lang ryste-sammentur for bandets seks medlemmer. Men netop arbejdet med musikken i London var så meget i fokus, at det til sidst gik ud over denære relationer til venner og familie hjemme i Danmark.
- Vi følte, at det blev mere og mere en arbejdsby for os, hvor det bare var arbejde, arbejde, arbejde. Vi tog til London for at gøre det hele fuldt ud, skrive et album derovre og i det hele taget ryste posen lidt. Men der var ikke rigtig nogen grund til at blive ved med at sige nej til kærester og bedste venner derhjemme. Vi savnede rigtig meget det med, at kunne se en veninde i øjnene eller kysse en kæreste, siger Stine Bramsen.
Derfor gik turen i 2011 tilbage til Danmark, hvor fem af bandmedlemmerne har valgt at bosætte sig i København, mens et enkelt medlem har valgt at søge tilbage til Silkeborg.
– Det var måske også for at redde bandet på en eller anden måde. Hvis der var et forhold, der var forlist på grund af London, så kan det jo godt være, at den person var blevet så ulykkelig, at han valgte at træde ud af bandet. Så vi blev nødt til at prioritere. Hvis vi ville blive ved med at lave musik, så blev vi nødt til at flytte til Danmark og på en eller anden måde omstrukturere det hele. Vi har altid sagt, at hvis der var en, der trådte ud af bandet, så ville vi ikke kunne fortsætte, siger Andres SG, der forsikrer, at det ikke er et slagent Alphabeat på retræte, der søger tilbage til sikker havn, men at beslutningen bunder i et ønske om at pleje de sociale relationer i Danmark.
Nyt album på trapperne
Men selvom der tilbage i fædrelandet skal bruges mere tid på personerne uden for bandet, så har Alphabeat’erne absolut ikke ligget på den lade side. I marts sendte de førstesinglen på gaden fra deres tredje album, som rammer pladebutikkerne i sensommeren, ligesom de i slutningen af februar var en uge i Beijing for at promovere deres musik på det asiatiske marked.
– Vi har brugt en lang periode på at skrive albummet, og vi har ikke jo ikke udgivet noget i to år. Vi sad i en bus for to år siden og diskuterede, om vi skulle lave et tredje album, og hvorfor vi skulle lave det. Vi var enige om, at selvfølgelig skulle vi lave albummet, men det skulle ikke bare laves for at blive lavet. Vi skulle bruge tid på det, så vi har i lang tid været inde i den her sangskrivningsbobbel, siger Stine Bramsen og fortæller, at det nye album rent stilmæssigt ligger et sted mellem de to første albums.
– Vi har kanaliseret al den glæde og entusiasme, som det har skabt at flytte til København, ind i det nye album. Det bliver 100 procent hænderne i vejret, og albummet er et billede af, hvordan vi har haft det i forhold til at komme hjem til vores venner og familie. Det hele giver bare mening, og det kan man høre på det nye album, siger Anders SG.