Reptile Youth : Spot Festival, Blackbox, Aarhus [5/6]

Krybdyret går efter struben, og sarte sjæle må flygte for livet

Steen Fabrin Michelsen, GAFFA

Reptile Youth har endnu ikke udgivet et album, men rygterne om deres vilde liveshows er efterhånden så udbredte, at jeg var klar over, at jeg måtte komme tidligt, hvis jeg skulle sikre mig en plads til det forjættede land, Blackbox, hvor bandets koncert på årets Spot Festival skulle finde sted. Jeg troppede derfor pligtskyldigst op 45 minutter før koncertstart, stod med de andre som en sild i en tønde, måtte kæmpe for hver en centimeters plads og frygtede til det sidste ikke at komme ind.

Reptile Youth er en duo bestående Esben Valløe og Mads Damsgaard Kristiansen. Uden på nogle måde at forklejne Esben Valløes rolle som musikalsk arkitekt i bandet, må man dog slå fast, at grunden til bandets ry som fremragende liveband primært skyldes Mads Damsgaard Kristensen. Det er meget høj grad hans energiske optræden, der drager publikum. Nok også mere end selve musikken, vil jeg påstå. Han kombinerer på en måde Jim Morrison og Iggy Pop i én og samme person.

Som en Jim Morrison gejler han på nærmest shamanistisk manér publikum op med linjer som f.eks. “There’s an idiot in all of us and the biggest one is me” og som Iggy Pop lader han sig styre af sin krybdyrhjerne, når han med ekstrem energi crowdsurfer ud over et bølgende hav af udstrakte hænder – uden på nogen måde at frygte at falde igennem. Tværtimod udfordrer han publikum og rejser sig ofte op på toppen af deres hænder, mens han på mirakuløs vis faktisk formår at synge teksterne, som stod han på scenen.

Det var min første Reptile Youth-koncert, og man kan ikke andet end at være fascineret af den energi rummet fyldes af, når de lukker op for sluserne med deres musik, som kan betegnes som bastard bestående af blandt andet elektrorock og punk. Det er dystert, mørkt, faretruende, og fremfor alt går det lige i kroppen.

Reptile Youth spillede otte numre, og publikum var med hele vejen. Der blev råbt, skubbet, danset og sunget. Ja, det var ganske enkelt en vildt fed tur, som gik over stok og sten i uvejsomt terræn. Det var bare med at hoppe på vognen, for her kunne man ikke hænge i bremsen. Enten er man med, eller også går man.

Gruppen sluttede af med nummeret “Speeddance”, der er blevet bandets signatursang. Under den hæsblæsende afslutning havde Mads Damsgaard endnu engang begivet sig ud på en crowdsurfing-tur, og pludselig var han væk. Folk kiggede efter ham, men han var tilsyneladende forsvundet. Samtidig havde Esben Valløe stillet sin bas op ad sin forstærker, og rummet fyldtes derfor feedback-støj. Der bredte sig lidt forvirring i lokalet. Var koncerten slut? Pludselig gik en fyr op på scenen, kiggede sig forvirret omkring og slukkede for forstærkeren. Ja, koncerten var slut.

Det var som sagt en vildt fed koncert, og jeg sidder og tænker på, om jeg mon også vil være oppe at køre over musikken, når den udkommer på plade.
Det må komme an på en prøve, men jeg tror det ikke – dertil er den på mange måder for primtiv. Men live er der ikke mange bands, der når dette band til sokkeholderne – det er så sikkert som amen i kirken.