Rasmus Walter : Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Lille Sal [3/6]

Koncerten bølgede op og ned. Vi endte ikke nede, ikke helt oppe, men på den gyldne mellemvej.

Morten Larsen, GAFFA

Kaos foran Musikhusets Lille Sal for at høre Rasmus Walter. Tro det eller ej, mine damer og herrer. Dette var i den grad virkeligheden, der ramte mig og 500 andre mennesker, som gerne ville være en del af det, som skulle vise sig at blive en ganske fin oplevelse. Synd for dem der stod i kø, men ikke fik muligheden.

Rasmus Walter, på akustisk guitar, var tilbage i sin fødeby for at give en halv times koncert i fine rammer akkompagneret af Leif Bruun på pedal steel guitar og Martin Birksteen på klaver. En trio med nærvær og masser af humor. Paradoksalt nok – på trods af det totale kaos – blev Rasmus Walter præsenteret to minutter før det fastsatte tidspunkt. Ganske imponerende. Ind kom han så, afslappet klædt i en slidt T-shirt og slidte jeans, og lagde ud med “Det Stille Angreb”. En fin åbning på en koncert, som kom til at omfatte syv sange. Alle sammen fra det anmelderroste soloalbum, han udgav sidste år.

Efter åbningen måtte forsangeren lige forklare, hvorfor han havde sin telefon med scenen. “Det er altså ikke fordi jeg venter et opkald, men vi skal være færdige om præcis 25 minutter”, lød forklaringen. Dejligt med en løs stemning i et ellers stramt program, hvor det hele nærmest skal foregå på sekunder. Højdepunkter i sættet var en forførende udgave af “Måske Vi Ku’”, hvor klaveret kom flot i fokus, og ikke mindst det eneste regulære hit, “Dybt Vand”, fik publikum op af stolene til en udgave med masser af bulder og brag.

Det var bare så ærgerligt, at netop lige før “Dybt Vand” valgte omkring 20 publikummer at rejse sig op og gå, hvilket var et ekstremt forstyrrende element, fordi der jo så også skulle nogle nye publikummer ind. Sangene er gode, ingen tvivl om det. Eller de fleste af dem er. Det var imidlertid en noget blandet pose bolcher, som blev serveret. Sange som “Fuldstændig I Stå” og den afsluttende “Kast Flaget I Ringen”, hvor publikum ikke helt var med på ideen om at synge med, var ikke andet end halvkedelige parenteser, hvor man sad og håbede på et par stykker mere af de rigtig gode sange fra albummet, men de kom ikke. Der blev fremført lidt for mange sange, som ligner hinanden i ombygningen med en tyk mur af guitar. Koncerten bølgede op og ned. Vi endte ikke nede, ikke helt oppe, men på den gyldne mellemvej, og en godkendt koncert.