Lovespeed : Spot Festival, Kedlen, Aarhus [3/6]

Længselsfulde og håbefulde

Mikkel Drejer Bertelsen, GAFFA

Det må være angstprovokerende at skulle spille på Spot Festival som et så nyt og relativt uprøvet band som Lovespeed, og når det så oveni købet foregår på en af festivalens mindste og mest intime scener, hvor alle hører og ser alt, ja så er der pres på. Det var imidlertid ikke noget medlemmerne i bandet lod sig mærke af, og de gik selvsikkert på scenen til lyden af et indisk kor, der strømmede ud af højttalerne. Og mens trommerne sikrede et tungt og sikkert beat, kunne publikum for første gang i koncerten høre bandets force, forsanger Jeffrey Hessellund.

Hessellund leverede sceneshow for hele bandet og med en karakteristisk stemme, der med lidt god vilje kunne kaldes en blanding af Nathan Willett fra Cold War Kids og Win Butler fra Arcade Fire. Og i det andet nummer “The Way We Move” fik han rig mulighed for både med ekstremt høj fuldregister og skærende falset og de Butler’ske knæk i stemmen at vise sit sangtalent, som helt sikkert er til at få øje på. Og da nummeret nogenlunde midtvejs i bedste Arcade Fire-stil fik mandet sig op i dobbelt tempo, virkede Lovespeeds musik, og de var heller ikke blege for at bruge det virkemiddel flere gange under koncerten. Samtidig stirrede Hessellund tomt ud i luften, mens hans arme uregerligt fløj til højre og venstre, i hvad der lignede rytmiske anfald.

Et nyt band
Tredje nummer “Cracks”, var en positiv overraskelse, med gennemtænkte temaer og en forfriskende brug af sliderør fra leadguitaristen. Efter dette nummer konstaterede Hessellund køligt og selvironisk: “Vi er et nyt band”, hvorefter det lidt mere stille nummer “Waiting For Something” gik i gang. Og et nyt band, det er de. Bandet har gjort sig fortjent til at spille på årets festival ved at vinde en talentkonkurrence ved navn “Tak Rock!”, hvor Lovespeed blandt et væld af andre bands er blevet udvalgt af en jury. Og man forstår juryens valg, for de spiller godt og selvsikkert, men til tider er der for langt mellem bandmedlemmernes uskyldige korvokal og Hessellunds attitude, og samtidig er der et misforhold mellem bandets tilsyneladende struttende spillelyst og forsangerens outrerede tristesse, der munder ud i en lidt utroværdig optræden, omend de musikalske kvaliteter var til stede – ikke mindst i Lovespeeds afsluttende nummer “Hummingbirds”.