Kirsten og Marie : Spot Festival, Atlas, Aarhus [5/6]

Eventyrlig eftermiddag i selskab med søde Kirsten og Marie

Sara Elisabeth Nedergaard, GAFFA

Det er en skarp kontrast at ankomme fra den sporadiske eftermiddagssol, til Atlas’ mørke sal, der er oplyst af et dunkelt, rødt skær. Omkring tyve mennesker kan sætte sig til rette ved borde og stole i hvid plastik. De forreste koncertgængere har placeret sig i skrædderstilling foran scenen, og de resterende gæster fylder hurtigt salen op, som det stående bag-ensemble. Scenen er næsten i publikumshøjde og danner den helt perfekte ramme til en koncert som den, vi skal til at opleve.

Jysk ydmyghed
Ind på scenen kommer de to 20-årige tvillinger. “Hej, vi er Kirsten og Marie. Det er Kirsten på guitar,” siger Marie og peger på sin søster: “Hun er klar nu”.

Åbningssangen “The Moon”, der også er første skæring på pigernes debutalbum, der netop er udkommet, er en helt fantastisk sang. Efter et dyk i tasken efter høreværn er lyden også perfekt – uden propper i ørerne kunne lyden godt være lige lovligt høj, og gøre pigernes stemmer en smule skingre, hvilket de jo slet ikke er.

Andet nummer med titlen “Running (Revisited)” er stille, smuk og sjælfyldt. Kirsten og Marie bliver badet i blåt lys, og gør scenariet helt drømmende, med de smukke harmonier i centrum. Gåsehud var her at spotte på denne anmelders arme.

Første koncert med band
Efter berettigede klapsalver tager Marie igen ordet, mens hun skiftevis purrer op i det store, krøllede pandehår, og placerer armene halvt over kors: “Vi har en overraskelse med, det er nemlig vores første koncert med band, så her er de”.

Bandet er kompetent, og især kvinden på percussion var en fornøjelse at opleve på scenen, med god indlevelsesevne og helt fantastisk rytmik. Sange som “Venus Descending (Part One)” og “Car” bliver spillet med god energi og fine musikalske overvejelser.

Numre, der starter med fokus på Kirsten og Maries smukke vokaler, og ender ud i et nærmest bombastisk sammenspil med bandet, er klart at foretrække. Her bliver jeg nødt til at fremhæve de to højdepunkter, der netop startede som en stille duo, og endte med en sammensmeltning af instrumenter og harmonier.

Højdepunkterne
“Before Tonight”, der bliver præsenteret som “en sang om at kigge på et korrupt styre, uden at kunne gøre noget ved det”, er eftermiddagens højdepunkt. Lyrikken er helt sublim og stemmer godt overens med pigernes samlede udtryk – som er man vidne til en protestsang fra 70′erne, sunget af smukke hippier. Det eneste skuffende her var længden, der godt kunne have været det dobbelte.

“Rosa White” er denne eftermiddags sidste nummer, og også en favorit denne eftermiddag. Her er det igen den stille, underspillede start og den storladne afslutning, der rammer noget helt specielt.

Ingen grund til usikkerhed
Umiddelbart er det en del af Kirsten og Maries charme, at de er lidt kejtede, lidt generte og lidt jyske i det. Men det kan til tider spænde en lille smule ben for det kunstneriske udtryk. Deres tekster, der primært er skrevet af en penneveninde i Florida og en 50-årig ven af familien, har intet lillepigeagtigt over sig, og derfor bliver det lidt en omgang dobbeltkonfekt. At Kirsten kan gemme sig bag sin guitar er måske hendes held (og hun må aldrig lægge den guitar, hendes klassiske fingerspil er helt fænomenalt!), men Marie kan komme til at give det indtryk, at hun egentlig ikke har lyst til at stå på scenen – og det mærker man som koncertgænger.

Når det er sagt, så skal de ikke ændre deres skønne personligheder, men bare blive en smule mere hjemmevante på en scene. Det har de heldigvis mange år til at lære, og jeg spår dem en lang og heftig karrierre. Tak for en dejlig eftermiddag på Spot, piger.