4-5 May ● 2012 ● Aarhus ● Denmark

Keith Canisius & The Holy Dreamers : Spot Festival, Kedlen, Aarhus [3/6]

Keith Canisius & The Holy Dreamers  : Spot Festival, Kedlen, Aarhus [3/6]

Keith Canisius & The Holy Dreamers leverede en knapt så drømmende koncertoplevelse, der ikke nåede ud over den ellers lave scenekant

Sara Solhøj, GAFFA

Keith Canisius med band præsenterede fredag aften en bastardgenre bygget op af psykedeliske toner tilført både rockede og poppede nuancer, som det også er kendetegnende for den amerikanskfødte unge herres første og hidtil eneste ep, “The Great White Shark”.

Ved præsentationen blev publikum lovet en drømmende stemning under koncerten. Dette kunne Keith Canisius dog ikke helt levere. For selv om der var fyldt godt på med rumklang og delayeffekter på både vokal og guitarer, blev lydbilledet aldrig helt skarpt. Samtidig druknede vokalerne i det instrumentale, på trods af den formentlige intention om at blende dem ind og gøre dem svævende i udtryk og klang.

Selve fremførelsen af de i alt syv numre forblev unuanceret, og det var svært at skille numrene fra hinanden. Stemningen, som på ep’en kæder numrene sammen, fungerede ikke i live set-up’et, der manglede både kant og publikumstække.

Keith Canisius valgte nemlig at præsentere musikken frem for at bruge tiden på snak. I og for sig var tanken ikke urimelig tiden taget i betragtning, men da selve den sceniske fremstilling også var meget indadvendt, mistede han publikumkontakten, der aldrig rigtigt blev lukket ind i den drømmeverden, som Keith Canisius med band tydeligvis selv befandt sig i.

Selve ideen med et liveband er dog ikke helt ved siden af, og The Holy Dreamers leverede rent teknisk også en rigtig god og velspillet koncert. Det instrumentale niveau var i top, om end den samlede lyd var sat en anelse for højt, Kedlens begrænsede plads taget i betragtning.

Rent musisk er Keith Canisius et klart lys på den danske musikscene, men denne aften formåede han ikke at overbevise om sine evner, hvilket måske også var grunden til, at flere valgte at forlade salen midt i sidste nummer.