KarriereKanonen 2012 : Spot Festival, Katapult, Aarhus [3/6]

KarriereKanon fik en blød start på SPOT Festival, da årets tre vindernavne leverede tre korte, middelmådige sæt

Sara Solhøj, GAFFA

Kaliber **

Igen i år præsenterede SPOT Festival de tre vindernavne fra årets Karrierekanon. Første act på scenen var københavnske Kaliber, der leverede 20 minutters kast med ord og håndtegn i hip hoppens tegn.

Selvom der var fire mand på scenen stod instrumenterne urørte gennem samtlige 20 minutter, hvor rim og remser blot var akkompagneret af et back track. Og selvom beatet var fængende, formåede Kaliber ikke at levere varen live.

Der herskede en stor usikkerhed blandt de fire rappere, der ikke virkede til at vide, hvor på scenen de skulle være i forhold til hinanden, hvilket førte til utallige skæve blikke rapperne imellem.

Variationen udeblev ligeså, da de fire numre mindede utroligt meget om hinanden. Kun nummeret “Hey pige” skilte sig ud, med en mere syngende vokallyd. Nummeret mindede utroligt meget om Nik & Jays ‘Kan du høre hende synge’, dog i en mindre velsunget udgave. Dette nummer savnede specielt en bas med strøm og en velspillende trommeslager.

Publikum forholdt sig gennem hele koncerten ganske roligt, og leverede den forventelige applaus ved enden af hvert nummer. Først ved det afsluttende nummer, “Vest for København”, der er Kalibers hit fra Karrierekanonen, fik publikum hænderne op af lommen, og flere mumlede med på teksten, mens der blev svajet stille frem og tilbage.

Djämes Braun****
Djämes Braun repræsenterer som Kaliber også det sjællandske, og duoen var fra starten af parate med rappe replikker og glimt i øjet. Publikum blev øjeblikkeligt gjort til en del af Djäms Brauns koncept, hvor sære historier og skøre rim blev blendet sammen og slynget ud i stride strømme.

Selve genren er mindst lige så speciel som teksterne, og fungerede sært godt som en blanding mellem dancehall og reggae. Rytmerne blev leveret af et ganske velspillende band, som dog gennem koncerten forblev i baggrunden både scene- og lydmæssigt.

Desværre var bandet forfulgt af et par uheld undervejs, der resulterede i en lang pause allerede efter første nummer, da lydkortet gav problemer. Det gjorde dog alt sammen ikke så meget, da bandet leverede pausemusik, mens duens skæggede halvdel sørgede for anekdoter og freestyle sang, mens det tekniske kom på plads. Derfor blev publikum glædeligt hængende, på trods af den lange afbrydelse.

Og da musikken langt om længe kom i gang igen, var det da også et veloplagt og stærkt stimuleret publikum, der dansende lod sig forføre af de skæve vokalpræstationer gennem resten af koncerten.

 

Dance With Dirt ****
Det rockede nordjyske bidrag Dance With Dirt var sidst på Karrierekanonens vinderliste. Storsmilende og med øjne fulde af forventninger lagde de ud med hvinende guitarer og masser af breaks, godt fulgt op af en yderst svingende vokal- og instrumentalpræstation.

Men selvom det hele startede lettere vaklende, formåede Dance With Dirt at spille sig varme, og undervejs i det kun tyve minutter lange sæt blev den instrumentale del langsomt mere tight og sammenspillet, mens også vokalen kom på plads. For på trods af, at leadvokalindehaveren Magnus Jacobsen leverede en noget skinger stemme, sad den i de kraftigste passager lige i øjet.

Også energien var svingende, på trods af den korte tid på scenen. Under andet nummer så hele bandet ud som om, at det var en time og ikke kun fem minutter, de havde været i gang. Håret blev dog heldigvis luftet igen, da de to sidste numre blev fyret af, med høj intensitet, og mange velplacerede breaks.

Det var derfor et meget tilfreds publikum, der afslutningsvist gav deres bidrag til koncerten med pift, hujen og høje klapsalver.

Var koncerten startet ved tredje nummer og med tredive minutter mere i den anden ende, havde det været en yderst optimal koncertoplevelse.