Green Lives, Nabiha og Mike Sheridan: Musikhuset Aarhus [4/6]

Fin festivalåbning, hvor især Mike Sheridan markerede sig med ekstremt stemningsfuld koncert

Ole Rosenstand Svidt, GAFFA

Traditionen tro blev Spot Festival åbnet torsdag aften i Musikhusets Store Sal med taler og forskellige optrædende. Da arrangementet gik i gang klokken 19.30, var salen dog kun halvfyldt, hvilket kunne hænge sammen med det ualmindeligt gode vejr, hvor græsarealerne uden for Musikhuset omvendt var fyldt med mennesker, der nød solen. Det forholdsvis sparsomme fremmøde tog dog ikke pippet fra festivalleder Gunnar Madsen. I sin åbningstale fokuserede han på, at tingene ikke altid gik, som man kunne ønske sig, men hvis man kæmpede hårdt nok kunne det ske, og et af stederne, hvor drømme kan gå i opfyldelse, er Spot Festival.

Desværre var de to malinesiske musikere, som skulle have optrådt ved åbningen, blevet forhindret i at møde frem af den triste grund, at der var udbrudt ildkampe omkring lufthavnen i den by, musikerne skulle flyve fra. Ifølge Gunnar Madsen et større tab for musikken, end at denne eller hin musiker ikke havde vundet dette eller hint talentshow. Gunnar Madsen påpegede også det tankevækkende og tragiske i, at der for disse malinesiske musikere var lidt mere alvorlige forhindringer for deres vej ud i verden end for de fleste danske musikere, og bemærkede, at alle indtægterne for aftenens billetsalg gik ubeskåret til Dansk Røde Kors.

The Green Lives ****

Som erstatning for de fraværende malinesiske musikere var den aarhusianske gruppe The Green Lives blevet indkaldt. The Green Lives har netop udgivet deres debut-ep “The Green Lives” og spiller melodisk popmusik med fokus på vokalharmonier, ikke helt ulig The Beach Boys, Crosby, Stills, Nash & Young, The Byrds eller nyere navne som Fleet Foxes og The Rumour Said Fire.

I Musikhuset stillede de op med et halvakustisk lineup med akustisk guitar, mandolin, el-bas, keyboard, gulvtam, forskellige former for slagtøj og vokaler fra alle fem musikere med Mark Christiansen som forsanger. Han har en smuk, lys stemme og sang med et stort smil på læben, og han blev bakket godt op af de glimrende musikere, deres flotte vokaler og den delikate mandolinlyd. Det var svært ikke at blive smittet af gruppens opløftende melodier og begejstrede attitude, og de tre numre gav lyst til mere – meget mere.

Uffe Elbæk

Herpå var det tid til endnu en tale, denne gang af kulturminister Uffe Elbæk (R), som blandt andet gjorde opmærksom på, at de få ekstra penge, som kulturministeriet har bevilget til kulturen i år, var gået til netop musikområdet i form af en ny musikhandlingsplan. Han glædede sig over den store dynamik i det danske musikliv, både musikalsk og i den måde, musikerne udgiver musikken på. Han tilføjede, at både Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard (S) og kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) var “lidt rock’n'roll”, og det kan aarhusianerne så være glade for.

Nabiha ****

Herefter indtog Nabiha scenen med sit band, og de spillede også halvakustisk med et lineup bestående af akustisk guitar, el-orgel, to korsangerinder og et lille trommesæt med gulvtam og lilletromme tilsat lidt slagtøj. Musikerne sad ned, og det bevirkede alt sammen, at udtrykket blev lidt mere afdæmpet end vanligt fra Nabihas side. Det passede sådan set fint til et siddende publikum, men bevirkede også, at de ellers stærke up-tempo-hits som “Deep Sleep”, “The Enemy” og den herlige “Never Played The Bass” med citatet fra Womack & Womacks “Teardrops” ikke var helt så inciterende som vanligt, heller ikke selvom Nabiha et par gange rejste sig op. Den lidt langsommere “Midnight Blues” fungerede bedre i sammenhængen, Nabiha sang glimrende med sin soulfulde og fyldige stemme, og hendes band gjorde de også udmærket. Seks numre på i alt 25 minutter var, hvad vi fik fra Nabiha.

Mike Sheridan *****

Hermed var tiden inde til aftenens sidste indslag, albumaktuelle Mike Sheridan, der stillede op med sin elektronikpark samt August Rosenbaum på flygel, Gert Sørensen på slagtøj og Bjarke Falgren på violin og cello. Bortset fra tre lamper på scenen var der helt mørkt i lokalet, og det var den perfekte ramme for Sheridans ekstremt stemningsfulde musik, hvor musikerne kun lige kunne skimtes i mørket.

Vi fik to lange og langsomme kompositioner på sammenlagt en halv times længde – kompositioner, som lagde ud med diskret elektronisk knitren for at udvikle sig langsomt med til tider smådystre elektroniske lydflader, lyrisk og impressionistisk klaver, vemodige strygere og sine steder ganske heftigt slagtøj, som forhindrede, at man som lytter døsede helt ind til den atmosfæriske musik. En fremragende afslutning på en generel fin åbningsaften på Spot, der dog var lidt hæmmet af det lunkne fremmøde – og så kunne der godt have været indlagt en pause et sted midtvejs, med tilhørende åbning af baren (den var nemlig lukket). Forhåbentlig bliver der mere run på festivalen de næste to dage.