Freja Loeb : Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal [3/6]

Powerpop-prinsessen leverede en stabil og kompetent koncert, der dog blev noget kedelig i længden.

Christian Lade Broch-Lips, GAFFA

Det var måske fordi I Got You on Tape sørgede for en proppet sal i Musikhuset, måske fordi der begyndte at blive koldt udenfor, eller måske fordi Freja Loeb rent faktisk er ved at skabe sig et stort navn på den danske musikscene. Ikke desto mindre blev Rytmisk Sal i Musikhuset hurtigt godt fyldt. Efter en kort præsentation af salens konferencier, tumlede fire metrosesexuelle musikere ind på scenen. Med det samme hvinede skingrende synth og guitartoner ud af højttalerne og trommeslageren tæskede en tung trommerytme i gang. Dette skulle vise sig at blive lydbilledet for hele aftenen, hvilket blev trættende i længden.

Numrene “Fancy Guy” og “My Time”, begge fra Freja Loebs roste debutalbum blev spillet med rutine og energi. Her leverede de fire musikere alle en fest på scenen, hvor Freja Loeb var det absolutte midtpunkt. Hendes kraftfulde og samtidigt let skingre stemme, omfavnede på flot vis de mudrede 80′er-lyde som bandmedlemmerne skabte. I aftenens tredje nummer, P3-hittet “Never Stop Coming Back”, blev sammenspillet mellem Freja Loeb og de musikalske undersåtter endnu stærkere. Da pianisten hev fat i en saxofon og byttede plads med Freja Loeb, der i stedet hamrede hænderne i tangenterne, burde der ikke have været mange stillestående blandt publikum. Alligevel var det kun et par stykker i forreste række, der bevægede sig. Heldigvis var dette ikke tilfældet på scenen, hvor Freja Loeb og co. gav den fuld gas hele vejen igennem koncerten.

Desværre for Freja Loeb blev forestillingen hurtigt uinteressant. I stedet for at bevare en rød tråd igennem de forskellige numre, virkede dette i stedet som en tyk, rød løber. Numrene er simpelthen for ens. Dette blev ikke bedre af en meget ensartet lyd med alt for meget ekko og rumklang. Man fik for meget. Freja Loeb har ellers turneret med Tim Christensen, hvor man kunne have håbet på at hun kunne have lært, at en enkelt guitarakkord sagtens kan lyde fedt. Også uden at være sovset ind i effekter. Dette viste sig desværre ikke at være tilfældet, og derfor druknede de ellers fede melodier i en tyk suppe af effekter.

Bedst som Freja Loeb var ved at tabe det hele på jorden, satte hun gang i aftenens højdepunkt. Sammen med guitaristen spillede hun Eurythmics-hittet “There Must Be An Angel”. Væk var de insisterende trommer og den efterhånden irriterende synth, og tilbage stod udelunkkende Freja Loebs smukke vokal og glimrende guitarspil. Sangen var en ren geni-streg, der reddede koncerten fra at blive en ensartet affære. Efter dette dejlige indslag fulgte Freja Loebs andet hit “Soft Blues”. Sangen, der har et meget iørefaldende og medrivende omkvæd, var perfekt placeret på sætlisten. For takket være den befriende pause, var det rart igen at høre velspillet, dansabelt power-pop.

Freja Loeb sluttede koncerten af med nummeret “Dreaming”. Med nummerets netop drømmende lyde, rundede hun en opvisning af, der desværre til tider var for kedelig og for meget af det gode. Ikke desto mindre sørgede højdepunkterne for, at det alligevel var en ganske fin præstation af den unge powerpop-pige.