Christopher : Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal [4/6]
Den unge Christopher leverede velproducerede, omend en smule polerede popsange, akkompagneret af dygtige musikere til dette års SPOT Festival.
Sara Elisabeth Nedergaard, GAFFA
Musikhusets rytmiske sal i Aarhus dannede ramme for Christophers optræden på dette års SPOT Festival. Har man hørt den unge knægts debutalbum “Colours”, er man ikke i tvivl om, hvad man kan forvente: Velproduceret, gennempoleret flødepop. Og det var, hvad vi fik.
Christopher lagde ud med “Set The Record Straight”, der ikke er det mest ophidsende nummer i verden. Christopher har af gode grunde valgt at “Against The Odds”, “Nothing In Common” og “Mine, Mine, Mine” skal være de tre første singler fra albummet. Det er godt pop-håndværk, men resten af repetoiret er ikke noget man falder ned ad stolen af. Derfor er det da også disse tre numre der vækkede størst begejstring hos det langt overvejende kvindelige publikum.
Når man går ind til en koncert med Christopher under den forudsætning, at man skal høre noget god popmusik, bliver man ikke skuffet. Christopher har en rigtig lækker stemme (bortset fra et par enkelte pitch-svipsere), og bandet er professionelt. Sangene er godt skruet sammen, men der mangler noget kant.
Lav en Justin
Christopher har fået en sindssyg start på sin sangkarrierre – på under et halvt år gik han fra forældrenes kælder, til over en million hits på YouTube. Lyden er gennempoppet med fløde på toppen, og det er i og for sig også fint nok. Justin Timberlake startede med at lave den vildeste flødepop i ‘Nsync, og lavede derefter en u-vending med sit andet soloalbum “Futuresex/Lovesounds”. Lad os håbe, at den kære Christoper skæver mere til Hr. Timberlake end Hr. Bieber, og finder sit ståsted midt i pop-virvaret.
Det skal dog ikke fornægtes at småligegyldig flødepop kan vække glæde. Efter omkring 40 minutters pop-overload og omkring syv numre havde overtegnede et smil på læben og “yeah yeah” og “uh oh” på hjernen. Og det er det, gode popsange og disses ejermænd kan. Bringe lidt let glæde og sange på hjernen til folket.
Foto: Tomace