4-5 May ● 2012 ● Aarhus ● Denmark

Venue Lab – øjenvidneberetning fra et vildt og vellykket eksperiment – hør resultatet på SPOT

Venue Lab – øjenvidneberetning fra et vildt og vellykket eksperiment – hør resultatet på SPOT

Spritny musik fra helt nye bandkonstellationer med bl.a Naja Rosa, Oliver Hoiness, Spejderrobot og Steffen Westmark kl. 18 på Radar i dag.

Hvad sker der, når man sætter tolv musikere sammen i tre 4-mandsgrupper på tværs af genreskel og etableringsgrad, og beder dem om i fællesskab at skrive nyt materiale på kun tre dage? I søndags anede de ikke, hvordan eksperimentet ville gå. I aftes strålede det ud af samtlige tolv deltagende musikere, at de har haft en uforglemmelig oplevelse.

Vi var til stede i går, da de tre bands med de hittepåsomme navne ”Lille undulat”, ”Kød eller fisk?” og ”Les Oiseaux Sauvages” præsenterede musikken for publikum på Paletten i Viborg.

Oplev grupperne for sidste gang i dag på SPOT.

Lille undulat
Først gik Naja Rosa, Spejderrobot, Lars Buchholtz og Claus A på scenen. De fremførte en overvejende underspillet og skrøbeligt nærværende koncert, der lød som gamle glemte amerikanske traditionals transmitteret fra en vildfaren rumsonde i kredsløb rundt om kloden. De var en flok inderlige space cowboys i en intim stund, hvor den hvide støj fra lejrbålet og knitrende guitarmelodier skabte en stemning, der emmede af mystik og varme.

- Det har været en meget intens uge. Det har alt sammen været helt nyt. Vi kendte ikke hinanden i søndags, og har skullet samarbejde om noget så personligt som musik. Vi har alle fået fine nye venskaber. En ny lille familie. Tak fordi I er her, sagde Naja Rosa i en taknemmelig kommentar til sine nye venner på scenen

Kød eller fisk?
Derpå spillede Oliver Hoiness, Karsten Pflumm, Ida Gard og Orhan Özgür Turan. På scenen kunne man se fire mennesker, der åbenlyst nød hinandens selskab. På et tidspunkt spillede de et hæsblæsende instrumentalnummer, der lød som den stærkt krydrede signaturmelodi fra en tyrkisk vampyrfilm, og det var tydeligt, at ingen på scenen kunne skjule begejstringen, for det funklede i deres øjne, og de kunne ganske enkelt ikke holde smilene tilbage.

Bagefter koncerten fortalte Oliver og Orhan om deres oplevelse af processen siden i søndags, og snakken faldt blandt andet på det nummer.

- Jeg føler, at her lykkedes det at lave et stykke musik, jeg ikke har lavet før. Det har helt klart været en af de store gevinster, at blive overrasket over, hvad der faktisk kan lade sig gøre. Man færdes i nogle cirkler og ser tingene fra en bestemt vinkel, og pludselig møder man folk, der kommer andre steder fra. Det er på en gang den største udfordring og den største gevinst, når de verdener mødes. Det er jo faktisk meget universelt, og dybest set det musik handler om for mig, forklarer Oliver

- Det har først og fremmest været meget inspirerende. Det har også været en stor udfordring, når man ikke har spillet sammen før, men det har helt sikkert været en meget lærerig proces, supplerer Orhan, som fortsætter: – Det har også været rart, at være med til at skabe noget fra bunden. Jeg har spillet med vestlige musikere før, men der har man tit taget udgangspunkt i et klart og fastlagt repertoire. Der har været fedt, at vi også har brugt ideer fra min side.

Les Oiseaux Sauvages
Til sidst fik vi en koncert fra Steffen Westmark, Anna Brønsted, Frederik Sybrandt og Trine Lønnee. De serverede en soul-præget rockmusik med frankofile tendenser, sarte mellotron-klingende synthmelodier og masser af interne kærlige blikke. Undervejs fik vi fornøjelsen af tonerne fra omnichord, fransk speak og klokkespil.

- Wauv, jeg fik gåsehud heroppe, lød det fra Steffen Westmark efter et nummer, hvor Anna Brønsted sang for.

Også det sidste band gav et klart indtryk af, at de havde fået meget ud af eksperimentet. Som det også var tilfældet med de andre bands, var der noget fantastisk uforfængeligt over koncerten. Sund nervøsitet, brede smil, gode rastløse energier og intimt nærvær vist frem i al sin naturlige skønhed.

Se i øvrigt lidt løse dagbogsnotater og fotos fra processen her.